Mundbind har i månedsvis været påkrævet i den offentlige trafik, og inden længe er det også et krav i supermarkeder og andre steder.

Men mulighederne er mange, når der skal handles værnemidler ind til privaten.

For selv om mundbind umiddelbart kan lyde som det oplagte bud, så er både visir og det såkaldte mundvisir med et lille stykke plastik over mund og næse også et velkendt syn, når man bevæger sig rundt i gadebilledet.

Hos Statens Serum Institut holder man imidlertid fast i, at CE-mærkede mundbind, der dækker hele munden og næsen, er det bedste at bruge, men at visir kan være et fint alternativ.

»Der findes mange forskellige modeller af den type visir. Nogle dækker både næse og mund, og så er der nogle, der dækker kun munden. De krav, vi stiller til visir, er, at de skal dække næse og mund samt passe til ansigtet,« siger hygiejnesygeplejerske hos Statens Serum Institut Mie Andersen.

»Men når du bruger CE-mærkede mundbind, så har du en viden om, hvad det kan. Så ved du, at det lever op til nogle krav,« siger hun videre.

Mie Andersen understreger samtidig, at de forskellige typer af visir ikke har helt samme funktion som et CE-mærket mundbind. Hvor mundbindet filtrerer luften, så fungerer et visir i højere grad som en barriere.

»Og så skal man tage højde for, om der er tale om engangs-visir, der kun kan bruges én gang, eller om det kan vaskes og bruges flere gange.«

I det hele taget er det vigtigt, at man går efter de CE-mærkede værnemidler. Har produkterne ikke CE-mærkningen, så kan man altså ifølge Mie Andersen ikke være sikker på effekten, da de så ikke er testet efter den relevante standard.

Sundhedsstyrelsen oplyser til B.T., at de generelt anbefaler, at man anvender mundbind.