Indimellem tager Morten Nyland Olesen sin mobiltelefon frem, taster konens nummer og ringer så op.
Men opkaldet bliver aldrig besvaret.
Altid lyder de fem til seks lange svartoner, før Morten bliver præsenteret for telefonsvareren:
»Du har ringet til Lene Nyland Olesen.«
Sådan har det været siden 1. januar 2021, hvor Morten mistede sin elskede kone Lene.
I begyndelsen af december 2020 sker der nemlig dét, der ikke må ske.
Morten, Lene og de to børn i deres hjem bliver syge med corona, og selvom de alle er under 50 år, er smitten bestemt ikke positiv for Lene, der med en kronisk sygdom er en del af risikogruppen.
Den 10. december bliver den 49-årige kvinde kørt på hospitalet, men der vurderer lægerne, at hun godt kan passes derhjemme, selvom hun har det skidt.
Og det tyder alt også på, at hun kan.
Lene får det nemlig bedre, som måneden skrider frem, og faktisk er familien så godt som sikre på, at coronavirus er et overstået kapitel for dem.
Men pludselig vender det.
»Stille og roligt får hun det værre og værre, og juleaften får hun det rigtig, rigtig dårligt,« husker Morten Nyland Olesen, der også har talt med JydskeVestkysten.
Derfor vælger Morten juledag endnu en gang at køre sin kone på hospitalet, og denne gang beholder de hende.
Dagen efter kommer iltmasken på, og 27. december lægges Lene i respirator.
»Det var en forfærdelig nyhed at få. Meget hårdt. Det hele går så stærkt, uden at man helt forstår det,« fortæller Morten.
De næste par dage får Morten, hans søn Roar og parrets datter Frederikke at vide, at Lene er i stabil tilstand, selvom hun stadig får hjælp til at trække vejret.
Men så kommer opkaldet nytårsaften.
Lene kan ikke komme af med sin luft, så hun skal opereres samme dag, og det er en operation, der ifølge lægerne »kan ende fatalt«.
Heldigvis – virker det i hvert fald til – går operationen godt, og om aftenen, mens der rundtomkring i Danmark bliver affyret store raketter og indtaget voldsomme mængder af mad, står Morten foran sin bevidstløse kone.
»Jeg kommer op til hende efter operationen og siger godt nytår til hende. Det er sidste gang, jeg ser hende i live,« fortæller 47-årige Morten.
Dagen efter ringer lægerne nemlig til Morten og fortæller, at de ikke kan gøre mere for Lene.
De kan ikke redde hendes liv.
»Den følelse er nok det værste, jeg nogensinde har været udsat for. Hun var – og er – mit livs kærlighed,« fortæller Morten.
I dag er det næsten tre måneder siden, at Morten og de to børn var på hospitalet for at sige farvel til Lene.
Tre måneder, som Morten uden at tøve kalder for »meget hårde«.
»Det har ikke været sjovt, og jeg savner hende hver eneste dag. Jeg går til psykolog og har fået startet et støttegruppe. Børnene er også hårdt ramt,« fortæller han.
Lene og Morten mødte hinanden i 2004.
De to blev sat sammen af en fælles veninde og tog en weekend i sommerhus sammen.
Herefter var det næsten som taget ud af en amerikansk kærlighedsfilm.
Tre måneder efter turen købte de sig nemlig et hus, og seks måneder efter købte de det sommerhus, de havde tilbragt den første weekend i.
Og da der var gået et par år, var der både ring på fingeren og et barn i maven.
»Vi var bare perfekte for hinanden. Den er ikke meget længere. Det mærkede vi fra start,« siger Morten.
Han beskriver sin kone som en dejlig, empatisk og skøn person. Sådan en, der gik ind i et rum og overtog det.
En kvinde med en »voldsom karisma«, som Morten beskriver det.
Og altså en kvinde, som han savner umenneskeligt meget.
Så meget, at han har overtaget hendes nummer og ofte finder ro og tryghed i at lytte til telefonsvareren.
»Jeg føler, jeg kommer lidt tættere på hende, når jeg hører den. Jeg føler hendes nærhed, så det er rart,« siger Morten.
