Den helt store jagt omkring Jesperhus Feriepark har siden onsdag været i gang – og den er ikke ovre endnu.

Nemlig jagten efter en vildfaren hvidhovedet havørn, som er blevet fristet af det lune forårsvejr til at tage på lidt af en udflugt.

Den er fløjet fra Lübeck i Tyskland og lod vingerne få hvile i et træ i Jesperhus Feriepark i Nordjylland, hvor den siden onsdag har opholdt sig. Og stadig gør det i skrivende stund.

Det siger Morten Stricker, næstformand i Dansk Falkejagt Klub (DFK), som måtte opgive at fange rovfuglen.

»Vi havde desværre ikke held med os. Jeg forlod min aftensmad og nåede vel at forsøge i tre kvarter inden solnedgang.«

»Men så snart solen går ned, lægger fuglen sig til at sove, og så flyver den ingen vegne,« siger han.

Havørnen deltager normalt i shows og hører til i en tysk dyrepark. Og det bliver også dem, der nu skal stå for fangsten.

»Vi har taget kontakt til de tyske ejere, og de er på vej til Danmark nu,« lyder det fra Morten Stricker.

»Det er meget sjældent, at en ørn flyver væk i så langt et omfang, så det var en spændende udfordring at få. Og selvfølgelig vil man gerne hjælpe sine kollegaer med at gøre en indsats.«

Morten Stricker forsøgte at fange havørnen på flere måder. Først iførte han sig en stor handske og forsøgte at lokke ørnen med en kylling.

Men da det ikke hjalp, forsøgte de med en lokke – hvor man binder føde fast til en snor og dermed forsøger at lokke ørnen i en bestemt retning.

»Jeg var helt tæt på og kunne kigge den i øjnene. Men området var svært at tilgå, for den havde slået sig ned mellem høje træer, så den kiggede stille og roligt på mig,« forklarer Morten Stricker, som altså måtte opgive ved solnedgang.

Samtidig kommer Morten Stricker med en opfordring til de nysgerrige, der observerer havørnen.

»Man skal lade være med at fodre den. Måske finder de røde pølser eller kyllingfilet i deres køleskab, og det risikerer den at blive syg af. Det er ikke ørnemad, og det gør hele indfangningsprocessen sværere.«