Vin- og Tapasbodegaen Masvino må til lommerne, efter at Fødevarestyrelsen lagde vejen forbi deres lokaler på Klosterport i Aarhus.

Det fremgår af kontrolrapporten, at bodegaen ikke har været grundige nok med rengøringen.

Her noterede styrelsen sig blandt andet:

'Mørkebelægninger på gulvet i køkkenet bag ved baren. Der er produktrester bag ved inventar, under inventar og på siden af inventar. Væg bag ved grill er belagt med fedt, og under grill på hylde er der produktrester.'

Alle forhold, som bodagen havde fået besked på, skulle være rettet op på ved forrige kontrolbesøg.

Men dette var altså ikke tilfældet, da Fødevarestyrelsen kom forbi 3. september, hvorfor bodegaen skal lægge 5000 kroner for at betale bøden.

I rapporten fremgår det, at personalet under besøget lagde sig fladt ned og gav bemærkningen »Vi tager det meget seriøst og får gjort noget ved forholdene med det samme.«

B.T. har været i kontakt med virksomheden for at få en kommentar. Her henviste de til deres udtalelse i kontrolrapporten.