IKEA lukker alle sine varehuse i Danmark midlertidigt.

Det oplyser koncernens danske pressechef, Christian Mouroux Pedersen, til B.T.

Det sker som følge af coronakrisen og statsministerens udmelding tirsdag aften, hvor storcentre, restauranter og flere andre typer butikker blev påbudt at lukke for at hindre smitten i at sprede sig.

»Vi har lukket alle fysiske butikker som følge af de udmeldinger, myndighederne er kommet med,« siger han og tilføjer:

»Vi har taget vores beslutning på baggrund af statsministerens pressemøde, hvor hun kom med en klar og tydelig opfordring til, at der var behov for mere drastiske handlinger. Også fra private detailvirksomheder. Derfor har vi taget dette skridt,« forklarer contry communication manager, Christian Mouroux Pedersen.

Han understreger, at kunderne stadig kan handle i IKEA ved at gå på nettet og handle online.

Der var heller ikke meget at tage fejl af, da statsminister Mette Frederiksen onsdag aften - endnu engang - tonede frem på danskernes tv-skærme og præsenterede en række tiltag, der skal hindre spredningen af coronavirus.

»I skal lukke nu,« lød beskeden, der især ramte hårdt for frisører, caféer, restauranter og storcentre, som fik besked på at lukke fra og med onsdag klokken 10 som følge af coronakrisen.

Onsdag morgen besluttede IKEA at lukke alle fysiske butikker i Danmark midlertidig på grund af coronakrisen. (Arkivfoto)
Onsdag morgen besluttede IKEA at lukke alle fysiske butikker i Danmark midlertidig på grund af coronakrisen. (Arkivfoto) Rune Feldt

Påbuddet gælder frem til 30. marts.

Der var derimod ingen restriktioner særligt møntet på varehuse.

Alligevel opfattede IKEAs ledelse det som en klar opfordring til at holde lukket.

Tidligt onsdag morgen fremgik det af koncernens hjemmeside, at de fysiske butikker stadig var åbne, men i løbet af morgenstunden valgte ledelsen dog at lukke med det samme.

Et foto fra Beijing i Kina i februar, hvor det lokale IKEA-varehus var lukket.
Et foto fra Beijing i Kina i februar, hvor det lokale IKEA-varehus var lukket. JASON LEE

Pressechefen forklarer, at et stort antal medarbejdere er sendt hjem på grund af lukningen, men at resten af de ansatte passer net-butikken.

IKEA håber, at man snart kan åbne de fysiske butikker igen, men Christian Mouroux Pedersen understreger, at det først sker, når myndighederne skønner, at det er sikkert og forsvarligt i forhold til kunderne.

Da coronavirussen var på sit højeste i Kina, valgte IKEA at lukke alle sine butikker i landet midlertidigt.

Det samme er sket i en række Europæiske lande, som også kæmper med at få bugt med sygdommen.

Ikea har fem varehuse i Danmark. De ligger i Taastrup, Gentofte, Odense, Aarhus og Aalborg.

Sidste år havde Ikea knap 11 millioner besøg i sine fem varehuse og solgte for knap fem milliarder kroner.