En korruptionssag detonerer nu som en regulær bombe under politiet.

I dag kan B.T. afsløre, at afdelingschef og tidligere nummer tre i Rigspolitiets hierarki Bettina Jensen gennem tre år løbende modtog indbetalinger på sin konto fra en veninde, hun personligt hyrede til konsulentarbejde for Rigspolitiet.

Veninden Mariann Færø fik på tre år (fra 2011 til 2013) udbetalt 10,5 mio. kroner af Rigspolitiet – heraf 4,6 millioner kroner for blot seks måneders arbejde.

I nogenlunde samme periode tikkede der godt 800.000 kroner ind på Bettina Jensens konto i Danske Bank. Afsenderen var Mariann Færø.

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er sigtet for at modtage bestikkelse.
Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er sigtet for at modtage bestikkelse. Foto: politidirektørforeningen.dk
Vis mere

Det fremgår af efterforskningsdokumenter i sagen.

»Som sagen ser ud, er der tale om regulær korruption og misbrug af betroet magt,« siger Jesper Olsen, som er ekspert i korruption og formand for organisationen Transparency International.

Sagen er også historisk, mener han:

»Jeg erindrer ikke, at der tidligere har været en konkret mistanke om bestikkelse i form af rede penge på så højt et niveau i embedsværket,« siger Jesper Olsen.

På grund af den gensidige pengeudveksling er begge kvinder sigtet for bestikkelse og risikerer op til seks års fængsel.

Samtidig viser dokumenterne, at der på de indre linjer i politiet har været en opsigtsvækkende krig: Rigspolitiet anklager nemlig Københavns Politi for at have sløset med efterforskningen. Nærmere om det senere.

Udviklingen i skandalesagen kommer, efter at B.T. siden 2016 har oprullet, hvordan Bettina Jensen brød udbudsloven og blev mistænkt for overbetaling efter at have udbetalt 20 millioner kroner i honorarer til konsulenterne Mariann Færø og Christine Thorsen, som hun havde tætte relationer til.

I 2017 blev Bettina Jensen fyret og efterfølgende politianmeldt af Rigspolitiet.

B.T.s første historie i sagen om afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen fra juni 2016. Siden blev hun fyret og politianmeldt. Nu er hun sigtet for bestikkelse.
B.T.s første historie i sagen om afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen fra juni 2016. Siden blev hun fyret og politianmeldt. Nu er hun sigtet for bestikkelse.
Vis mere

Københavns Politi fik opgaven med at efterforske sagen. I november 2019 valgte advokaturchef Dorit Borgaard ikke at rejse tiltale i sagen. 'Det kunne ikke påvises, at Bettina Jensen havde modtaget bestikkelse', lød forklaringen.

Blot to måneder senere, i januar 2020, vendte sagen. Efter en klage fra Rigspolitiet afgjorde Rigsadvokaten, at efterforskningen skulle fortsætte.

De konkrete resultater af Københavns Politis efterforskning har hidtil været ukendte for offentligheden.

Men i dag kan B.T. løfte sløret for det fortrolige materiale.

Efterforskningen har blandt andet vist, at Bettina Jensen mellem 2012 og 2015 modtog 22 overførsler på mellem 17.500 og 114.570 kroner – samlet 790.250 kroner – af Mariann Færø. Det skete, stort set samtidig med at der røg 10,5 mio. ind på Færøs konto fra Rigspolitiet.

Skåret ind til benet har Bettina Jensen under afhøringerne forklaret, at hun samtidig med sit job som chef i Rigspolitiet udførte konsulentarbejde for Mariann Færø, som havde opgaver for nogle teleselskaber. Bettina Jensen fik 1.000 kroner i timen for ulejligheden. Mariann Færø har forklaret noget lignende.

Til at underbygge påstanden har Bettina Jensen og Mariann Færø fremlagt fakturaer fra Bettina Jensens firma B up Front for nogle af overførslerne.

Københavns Politi valgte i november 2019 ikke at rejse tiltale, fordi advokaturchef Dorit Borggard fandt de to kvinders forklaringer på de mange overførsler i sagen for fyldestgørende.

Men Rigspolitiet køber ikke kvindernes forklaring, fremgår det af Rigspolitiets klage til Rigsadvokaten fra 17. december 2019.

'De anførte forhold tjener ikke som dokumentation for, at Bettina Jensen de facto har udført de pågældende konsulentopgaver for Mariann Færø,' skriver Rigspolitiets nu tidligere økonomidirektør Thomas Østrup i klagen og fortsætter:

'Efter Rigspolitiets opfattelse er der derimod en række forhold, som synes at indikere, at den pågældende forretningskonstruktion kunne være ‘designet’ til at foretage en tilbagebetaling til Bettina Jensen, så det kunne se ud, som om at der var realiteter i det fakturerede konsulentarbejde.'

Med andre ord: Rigspolitiets mistanke er, at det påståede arbejde slet ikke har fundet sted.

»Den her sag er virkelig i den alvorlige ende. Her er der ikke 'bare' tale om smørelse, som kan ligge i en gråzone eller fordeles i form af rejser, en iPad eller penge til en badmintonklub. Her er det for egen økonomisk vindings skyld med overførsel af kontantbeløb, og det er korruption i sin mest rendyrkede form,« siger Jesper Olsen fra Transparency International.

Rigspolitiet bygger sin mistanke på en minutiøs gennemgang af sagen.

Blandt andet mener Rigspolitiets jurister ikke, 'der er redegjort nærmere for det konkrete arbejde'. Beskrivelserne af det udførte arbejde på fakturaerne er også 'indholdsløse'. Derudover hæfter Rigspolitiet sig ved, at der hverken er identificeret 'timeopgørelser','regnskaber' eller 'opgavebeskrivelser'.

Det undrer også Rigspolitiet, at Bettina Jensen ifølge de to kvinders forklaring skulle have arbejdet 790 timer svarende til mere end 106 fulde arbejdsdage i Mariann Færøs lejlighed.

Mariann Færø.
Mariann Færø. Foto: Fra TV3 'Købmænd på første klasse'
Vis mere

Over for Rigsadvokaten har Rigspolitiet fremlagt et timeregnskab for Bettina Jensens arbejde i Rigspolitiet, der viser, at 'hun havde en arbejdstid, der vanskeligt synes at være forenelig med, at hun samtidig skulle have haft ca. 33 fulde arbejdsdage i Mariann Færøs lejlighed om året'.

Rigspolitiet undrer sig også over, at Mariann Færø er Bettina Jensens eneste kunde, ligesom ydelserne ligger langt fra Bettina Jensens firma B up Fronts normale services, som er clairvoyance, håndaflæsning og healing.

'Der er en række omstændigheder i relationen mellem Bettina Jensen og Mariann Færø, der efterlader indtryk af, at der ikke synes at være realiteter i forhold til de konsulentopgaver, som Bettina Jensen har udført på vegne af Mariann Færø,' skriver Rigspolitiet og fortsætter:

'Det er Rigspolitiets opfattelse, at der er grund til at fortsætte straffesagen.'

»Det her er særligt slemt, fordi det er foregået så højt oppe i centraladministrationen og så i politiet af alle steder. Det svækker vores tillid til myndighederne,« siger Steven Sampson, der er korruptionsforsker bosat i Danmark og professor emeritus fra Lunds Universitet i Sverige.

Rigsadvokaten omgjorde blot to dage senere, den 19. december 2019, Københavns Politis afgørelse om ikke at rejse tiltale mod Bettina Jensen og Mariann Færø for at modtage og yde bestikkelse.

'Jeg har i dag besluttet at ændre statsadvokatens afgørelse, således at efterforskningen genoptages. Der vil herefter på ny blive taget stilling til, om der skal rejses tiltale. Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg finder, at der bør foretages yderligere efterforskning, for at sagen er tilstrækkeligt belyst,' skriver vicestatsadvokat Kirstine Troldborg fra Rigsadvokaten.

B.T. har spurgt Bettina Jensen ind til overførslerne:

»Jeg har arbejdet for pengene, men jeg tror ikke, vi skal tale sammen lige nu. Du kan sende mig nogle spørgsmål på mail,« siger hun.

Bettina Jensen vil ikke udtale sig yderligere eller mødes for at lave et interview. Hun henviser i et efterfølgende mailsvar på B.T.s spørgsmål til sin advokat Anders Nemeth, der ingen kommentarer har på nuværende tidspunkt.

Mariann Færø vil heller ikke svare på spørgsmål og bad også om at få spørgsmålene på mail. Efterfølgende fik B.T. en mail fra hendes advokat Casper Andreasen, som meddeler, at de ikke vil svare på spørgsmål.