Historien om den thailandske pige Atcharapan 'Mint' Yuangyai, der i oktober 2018 blev udvist til Thailand, fik massiv opmærksomhed.

Vi fulgte Mints sårbare kamp for at blive i Danmark. En kamp, der har sat sine spor i både krop og sjæl hos hendes familie – og det mærker de stadig en konsekvens af.

Mints papfar, Frank Thøgersen, skal nemlig – to år efter at Mint er kommet hjem – gennemgå en stor hjerteoperation, som formentlig kan skyldes en tid med søvnbesvær, stress, uro og følelsesmæssige op- og nedture.

»Om det udelukkende skyldes flere års kamp for at samle familien, ved jeg ikke, men det har ifølge min læge med stor sandsynlighed været med til, at jeg nu skal igennem det her forløb,« fortæller Frank.

Derfor venter ham nu en triple bypassoperation, der vil tage mellem tre og seks timer, som du kan høre Frank fortælle om i videoen øverst i artiklen.

At Frank skal gennemgå så stor en operation, kommer ikke bag på ham, når han tænker tilbage på de seneste år – og så alligevel. Alarmklokkerne slog nemlig hårdt, og det samme gjorde hjertet, da han mindst ventede det.

»Jeg er fodboldtræner for et hold i Gørslev og skulle løbe efter en bold. Og så tænkte jeg: 'Wow, du er i dårlig form', fordi jeg blev totalt forpustet. Så stod jeg stille i fem sekunder og gik videre, men det begyndte at stikke i hjertet,« husker Frank og pointerer:

»Fodboldbanen er ellers dét sted, hvor jeg får allermest energi. Det er hér, jeg er i nuet og lukker alt andet ude. Altså, der kunne styrte et fly ned på bane fire, uden jeg ville opdage det.«

54-årige Frank Thøgersen, Mints papfar, skal gennemgå en stor hjerteoperation.
54-årige Frank Thøgersen, Mints papfar, skal gennemgå en stor hjerteoperation.
Vis mere

Men hvis bilen hakker, tager man den på værksted, som Frank siger. Derfor tog han til læge efter episoden på boldbanen, og herefter blev der hurtigt søsat en række undersøgelser af Franks helbred. Og efter cirka ti måneder har man altså fundet ud af, at en triple bypassoperation er nødvendig.

Ifølge Gunnar Gislason, der er forskningschef og professor i hjertesygdomme, kan hjerteproblemer have flere årsager:

»De hyppigste årsager til hjerteproblemer er rygning, forhøjet kolesterol og blodtryk, overvægt, sukkersyge og usund livsstil. Men hvis man er stresset og presset, kan det øge tilstandene og være en medvirkende faktor til, at man får hjerte-kar-sygdomme,« fortæller han og tilføjer:

»Blodtrykket stiger, når man er stresset, og det er klart, at det kan være en tricker i forhold til hjertet.«

Frank fortæller, at han ikke ryger og for det meste spiser sund thaimad bestående af masser af krydderier og grøntsager. Dog får han måske ikke motioneret nok og kunne »nok godt tabe fem eller ti kilo på sidebenene«.

Og 'stresset' kunne der måske godt stå i panden på ham. For selvom Frank ikke ønsker at sætte sig selv i en 'offerrolle', kan han ikke ignorere, at kampen for Mint har sat sine spor, og at han har sat sit eget ve og vel på standby i flere år.

»Jeg har længe kørt på et overlevelsesinstinkt og har ikke kunnet finde ro i sjælen. Der har været så meget og mange usikkerheder. Og ja, jeg har glemt mig selv, men nogle kampe er mere værd at kæmpe end andre. Det bider en i halen nu,« erkender Frank.

Frank Thøgersen ved Mints afrejse fra Kastrup.
Frank Thøgersen ved Mints afrejse fra Kastrup. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Selvom det nu er to år siden, at Mint kom hjem til Frank, som hun kalder for sin far, og resten af familien, bliver de genkendt i gadebilledet.

»Mint bryder sig ikke vildt meget om opmærksomheden længere, fordi hun er blevet 16 år og har fået bøjle på. Nogle gange observerer hun, at folk kigger, og så siger jeg: 'Ja, kom, vi går videre, vi har jo ikke gjort noget forkert, så alt er godt',« fortæller Frank.

Så selvom sagen er kommet lidt på afstand, fylder den stadig i baghovedet. Og desuden nærmer februar sig, hvor Mint igen skal søge om opholdstilladelse, da hun kun har fået godkendt to år i Danmark.

»Jeg er så nervøs for, om der kan gå noget galt. Om der kommer en fodfejl. De mange usikkerheder giver uro,« fortæller Frank.

Familiens venner trøster, mens 13-årige Mint gør klar til at sige farvel.
Familiens venner trøster, mens 13-årige Mint gør klar til at sige farvel. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men først skal triple bypassoperationen altså overstås.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er nervøs. Virkelig nervøs. Og bange for ikke at komme hjem til ham her,« får Frank fremstammet med tårer i øjnene og åbner armene for sønnen Malick, Mints lillebror, som i dag er seks år.