Klokken 10.39 tikkede beskeden fra E-boks ind på mailen: ‘Udlændingestyrelsen har sendt dig ny post: Dokumenter’.

Der gik lige nogle minutter, før Frank Thøgersen tog sig mod til at trykke på ‘Dokumenter’ og dermed åbne beskeden. Han ventede det værste.

Er det fordi, der mangler nogle flere dokumenter i ansøgningen, som hans kone Ratree nu midt i corona-panikken skulle flyve til Thailand for at hente?

Hun har tidligere måtte tage turen til Thailand flere gange, fordi der er i deres familiesammenføringssag manglede nogle dokumenter, som kun kan fremskaffes ved at møde personligt op hos de thailandske myndigheder.

Mint har endelig fået opholdstilladelse i Danmark.
Mint har endelig fået opholdstilladelse i Danmark. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og set i lyset af, hvordan hele verden lige nu panikker over coronavirus, ville det ikke nødvendigvis blive nemt at fremskaffe lige nu. Ville de så få afslag?

Han ventede det værste. Men han fik det bedste.

Og straks tog han et billede af brevet fra Udlændingestyrelsen og sendte det videre til sin kone Ratree og papdatter Mint, som på det tidspunkt begge var i skole.

Mint var med klassen i skøjtehal på Østerbro, da hun fik beskeden på messenger.

Hun forstod ikke rigtigt, hvad brevet betød, så hun spurgte sin veninde Sarah:

»Er det dét brev, så jeg kan blive i Danmark?«

Og, ja! Det var det.

Hun sendte straks hjerter og smileys tilbage til Frank.

Det øjeblik, hvor familien Thøgersen med udsigt til grønt lysshow ikke kan skjule deres lettelse.
Det øjeblik, hvor familien Thøgersen med udsigt til grønt lysshow ikke kan skjule deres lettelse.
Vis mere

Knap tre år efter familien sendte første ansøgning om familiesammenføring afsted, har Mint nu endelig fået opholdstilladelse i Danmark.

»Endelig,« gentager Frank Thøgersen.

Et ord han gang på gang har taget i sin mund, når sagen om Mint og de andre udviste børn har udviklet sig i en positiv retning.

Da Socialdemokratiet kort før valget lovede, at de med magten ville sørge for en lovændring som også omfattede de allerede udviste børn.

Da Mint i oktober landede i Københavns Lufthavn med det håb om, at lovændringen ville træde i kraft, inden hendes tre måneders visum udløb i januar.

Og igen kort før jul, da Mint, Frank og Ratree overværede, at lovændringen - uden en eneste stemme imod - blev vedtaget i Folketinget.

Og nu, hvor Mint - to måneder efter de sendte en ny ansøgning afsted - har fået et dansk personnummer - fire cifre i numsen af hendes fødselsdato.

Hvordan skal det så fejres?

En lykkelig familie forlader Christiansborg – tre julegaver rigere.
En lykkelig familie forlader Christiansborg – tre julegaver rigere. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Frank Thøgersen, der bestyrer kantinen i Herfølge Boldklub, har selvfølgelig et fodboldhold, der skal overnatte og have aftensmad ude i boldklubben i aften.

»Men jeg tror sgu, jeg lige hører, om jeg ikke kan bestille noget pizza til dem, så vi kan tage ud at spise,« siger han.

Og på et tidspunkt skal de også holde en rigtig fest. Ligesom for to uger siden, da Mint holdt sin 15-års fødselsdag i boldklubben.

Selvom det var fredag i vinterferien dukkede knap 50 venner, familie og klassekammerater op til fest.

Det blev en 15 års-fødselsdag, som stod i stærk kontrast til hendes 14-års, hvor hun var alene med sin mor i Thailand uden udsigt til at kunne vende tilbage til sin lillebror, papfar og venner i Danmark.

Set i det lys, kan sådan en dag som i dag - en grå fredag i februar - pludselig se ret lys ud. Faktisk mener Frank Thøgersen at kunne ane en lille smule sol i det ellers tunge skydække over Køge.

En af hans kammerater begyndte ligefrem at græde, da han fik dagens gode nyheder.

Og hovedpersonen selv: »Jeg er bare rigtig, rigtig glad,« siger Mint.