Mette Frederiksens tårer betød noget for Peter Hindbo.
»Man kunne mærke på hende – også nu her bagefter – at det ikke var noget spil for galleriet,« sagde han.
Kort forinden havde minkavleren kunnet se den danske statsminister kæmpe med at holde tårerne tilbage under et pressemøde på hans minkfarm.
»Det har være en følelsesladet...øhm...,« nåede Mette Frederiksen kun indledningsvist at sige, inden hun gik i stå og måtte holde en pause, mens tårerne glinsede under øjnene.
Den socialdemokratiske statsminister var taget ud for at møde en af de danske minkavlere, der snart er forhenværende på grund af regeringens beslutning om i coronabekæmpelsens navn at slå alle danske mink ned. Det skete, efter at Mette Frederiksen i mange dage på Christiansborg har været under beskydning med spørgsmål om manglende lovhjemmel, ansvar og jura, mens der sideløbende har været forhandlinger om kompensation til minkavlerne.
Torsdag handlede det mest af alt om følelser på gården Nørager ved Jordrup, fra det øjeblik Mette Frederiksens kortege trillede op ad den lange indkørsel kl. 13.27.
Også for minkavleren Peter Hindbo. Han havde inviteret Mette Frederiksen på kaffesnak, inden det også blev til en rundvisning på den nu tomme minkfarm, hvor der indtil for nylig var 25.000 mink. De er alle aflivet.
Og mens Mette Frederiksen altså blev berørt efterfølgende, var det minkavleren, der havde svært ved at styre følelserne under deres private samtale. Ikke mindst på grund af sønnen Andreas, der egentlig skulle have overtaget farmen.
»Der var det mig, der blev lidt følelsesladet, og der kom lige pludselig lidt dirren i stemmen. Og det er jo, fordi jeg har ondt af de unge mennesker, der jo bare brænder for det her sted og gerne vil drive minkfarm. Jeg er så ked af, at de ikke kan få lov at købe det hele og fortsætte,« forklarede Peter Hindbo, der ellers var tilfreds med samtalen:
»Vi havde en rigtigt god snak, og jeg havde på forhånd fået en deadline for, hvornår vi skulle stå hernede til pressemøde, så det var faktisk mig, der måtte banke i bordet til sidst for at få afbrudt mødet. Men nu venter vi på, at der kommer en aftale. Det er det, det drejer sig om for os nu. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt, men jeg føler, at statsministeren har fået en bedre forståelse for vores erhverv, og det håber jeg, kan hjælpe på den lange bane.«
Og det var netop mødet med virkeligheden, der bragte tårerne frem hos Mette Frederiksen. Det forklarede hun, da hun havde fattet sig til pressemødet.
»Vi har to generationer af rigtigt, rigtigt dygtige minkavlere, far og søn, som på meget, meget kort tid har fået knust deres livsværk. Det har været følelsesladet for dem, og det har det også for mig. Selv om vi hele har tiden vidst, at det er rigtige mennesker, deres dyr, deres virksomhed og deres familier, som det her handler om. Det vigtige er nu, at de alle kan komme godt videre,« sagde Mette Frederiksen, der stod lige ved siden af de hvide kølecontainere med de sidste af Peter Hindbos aflivede mink.
Og på opfordring fra torsdagens vært havde statsministeren en tilføjelse:
»Peter sagde, at jeg burde give en undskyldning, og det kan jeg sagtens gøre. For der er grund til at undskylde for dette forløb. Det har jeg ingen problemer med at gøre. Det har været rodet, og det skal man både kunne beklage og undskylde,« sagde Mette Frederiksen, der kl. 15.02 igen trillede ud fra Nørager.
Tilbage stod 64-årige Peter Hindbo, der i 1985 købte gården og få år senere besluttede sig for at begynde at avle mink. I stedet for snart at skulle overdrage minkfarmen til sin søn, kunne han torsdag eftermiddag i stedet se begyndelsen på enden på et livsværk.
»Jeg skal være færdig med at pelse og have rengjort farmen, og vi skal have pakket vores skind og have sendt dem afsted. Vi er nok henne sidst i januar, inden vi er færdige med alt det...og til den tid ved jeg ikke, hvad vi skal. Jeg ved heller ikke, om vi har råd til at blive boende, eller hvad vi kan få i kompensation,« sagde han.
Måske han kan finde lidt håb i de ord, Mette Frederiksen sagde til sønnen Andreas, inden hun hoppede ind i ministerbilen med kurs mod København:
»Pas på jer selv. Held og Lykke. Kompensationen skal vi nok få på plads,« lød det.
