Minister kaldes i samråd: 'Snyd og bedrag'
Dansk Folkeparti vil spørge ministeren ind til kontrollen med de borgere med oprindelse i Nordafrika og Mellemøsten, der samlet modtager næsten 6,5 milliarder kroner i førtidspension.

Dansk Folkeparti vil spørge ministeren ind til kontrollen med de borgere med oprindelse i Nordafrika og Mellemøsten, der samlet modtager næsten 6,5 milliarder kroner i førtidspension.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kaldes nu i samråd på Christiansborg.
Her skal hun forholde sig til, at dobbelt så stor en procentdel af borgere med oprindelse i de såkaldte Menapt-lande - det vil sige Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet - modtager førtidspension i forhold til, når man sammenligner med borgere, der er etnisk danske.

Beskæftigelsesministeriet viser, at 14 procent af de 18-66-årige med oprindelse i Menapt-landene modtog førtidspension i 2024.
Til sammenligning fik syv procent af de 18-66-årige med dansk oprindelse førtidspension.
»Jeg er overbevist om, at der foregår systematisk snyd og bedrag på førtidspensionsområdet. Når hver syvende 18-66-årige med Menapt-baggrund modtager førtidspension, så er der ingen, der skal bilde mig ind, at hele forskellen bare skyldes sygdom og tilfældigheder,« siger Nick Zimmermann, der beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti og står bag indkaldelsen til samråd.
Helt konkret så kostede førtidspension til 18-66-årige fra Menapt-landene næsten 6,5 milliarder kroner i 2024.

»Det er fuldstændigt vanvittige beløb, som hårdtarbejdende danskere hver eneste dag bliver tvunget til at betale,« siger Nick Zimmermann.
Han har flere spørgsmål til Ane Halsboe-Jørgensen under samrådet.
»Hvordan kan regeringen kende disse tal og alligevel sidde på hænderne? Hvordan kan regeringen se en så grotesk overrepræsentation og bare fortsætte udbetalingerne uden en systematisk gennemgang af sagerne? Det forstår jeg ganske simpelt ikke. Det er politisk handlingslammelse,« siger DF'eren.
'Tallene er helt uacceptable'
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Ane Halsboe-Jørgensen, men en pressemedarbejder i ministeriet henviser i stedet til Thomas Monberg, der er beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.
»Vi står præcis dér, hvor vi hele tiden har stået. Vi mener nu som tidligere, at tallene er skæve, alvorlige og helt uacceptable. Derfor skal vi selvfølgelig reagere, når der er mistanke om snyd med førtidspension,« skriver han i en mail.
Thomas Monberg slår videre fast, at regeringen har taget initiativ til fra december sidste år at gennemgå 5.000 førtidspensionssager blandt indvandrere i almene boligområder.
»Jeg ved ikke, om Nick Zimmermann lider af hukommelsestab, men det er besynderligt, at han vil indkalde ministeren til et samråd for at kræve en systematisk gennemgang af førtidspensionssager, når hans eget parti for mindre end et år siden var med til at indgå netop aftalen om systematisk gennemgang af de relevante sager,« skriver han.
Nick Zimmermann skyder tilbage.
»Thomas Monberg siger, at Socialdemokratiet står præcis dér, hvor de hele tiden har stået. Det er jo netop problemet. Regeringen står bomstille, mens udgifterne eksploderer, overrepræsentationen fortsætter, og danskerne betaler regningen,« siger han og holder fast i indkaldelsen til samråd.
Herunder kan du lytte til seneste afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som podcast på B.T.s YouTube-kanal.