Det er intet mindre end en sejr – for alle kvinder – at Roskildes borgmester, Joy Mogensen, bliver den nye kultur- og kirkeminister.

Partikollegaen Charlotte Roest, som kender den nye minister fra kvinde-netværket Helga, går så langt som at kalde udnævnelsen for:

»En megasejr.«

For Joy Mogensen er gravid, hvilket man ikke kunne undgå at bemærke under ministeroverdragelsen i Kulturministeriet.

Mette Bock (højre) overdrager sine opgaver til efterfølgeren, Joy Mogensen (venstre).
Mette Bock (højre) overdrager sine opgaver til efterfølgeren, Joy Mogensen (venstre). Foto: Philip Davali
Vis mere

»Hun (Joy Mogensen, red.) er kvinde – og kvinder bærer børn. Det er et vilkår, vi ikke kan komme udenom, men dét har man formået at se ud over ved at vælge hende. Det er et kæmpe skridt for ligestillingen,« siger socialdemokraten Charlotte Roest, der sidder i Næstved Byråd.

Kvinfos direktør mener, at Joy Mogensen kan blive 'rollemodel for masser af unge kvinder'.

»Udnævnelsen af hende viser, at man kan kombinere magtfulde poster med moderskabet,« siger Henriette Laursen fra Kvinfo.

Det er ikke første gang, at en kvindelig minister får et barn. Men Joy Mogensen har allerede inden udnævnelsen meddelt, at hun går på barsel i oktober, præcis samme måned som det nye folketing træder sammen.

Dét er nyt, mener Kvinfos direktør, og det er også nyt, at Joy Mogensen bliver alene om forældreskabet.

Et faktum, der allerede under valgkampen gjorde hendes graviditet til genstand for diskussion.

Den 38-årige borgmester, der også er medlem af KL's bestyrelse, dannede i flere år par med Jens Müller, som bl.a. har været direktør i Erhvervsforum i Roskilde.

Men 1. marts i år offentliggjorde Joy Mogensen, at hun var blevet single. To måneder senere meddelte hun, at hun var blevet gravid med hjælp fra en anonym sæddonor, og ser frem til livet som singlemor.

Socialdemokraten Simon Simonsen kaldte under valgkampen Joy Mogensen for 'egoistisk', fordi hun har valgt at få et barn alene.
Socialdemokraten Simon Simonsen kaldte under valgkampen Joy Mogensen for 'egoistisk', fordi hun har valgt at få et barn alene. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

»Jeg har prøvet at blive gravid i mange år og har haft meget svært ved det, og så syntes jeg, at tidspunktet var til det. Jens og jeg er jo ikke sammen længere, og så må man tage stilling til, om man vil leve uden børn, eller om man vil gøre et forsøg. Heldigvis har vi et velfærdssamfund, hvor enlige kvinder har en mulighed for at vælge, og det er jeg utroligt taknemmelig for,« sagde Joy Mogensen i den forbindelse til sn.dk.

Det fik under valgkampen partifællen Simon Simonsen til at poste et opsigtsvækkende opslag på Facebook.

'Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespearske dimensioner, når der samtidig er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse, og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy og far til Joys barn,' skrev han.

Under overdragelsen af Kulturministeriet lovede departementschefen den nye minister, at hendes chauffør var klar til at 'holde en sut', når den tid kommer.
Under overdragelsen af Kulturministeriet lovede departementschefen den nye minister, at hendes chauffør var klar til at 'holde en sut', når den tid kommer. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Opslaget fik Helga-Netværk – et netværk af socialdemokratiske kvinder, der kæmper for ligestilling – til at anklage ham for 'vold mod kvinder i politik'. Det fik hans eget bagland til at udtrykke mistillid til hans kandidatur. Og det fik Mette Frederiksen til officielt at lykønske Joy Frederiksen – og irettesætte Simon Simonsen.

»Om man bliver gravid med hjælp eller ej. Om man er en eller to om at påtage sig forældreopgaven – det er simpelthen ikke op til andre at fælde dom over. Det er der en socialdemokratisk politiker, der har gjort. Det er for mig helt uforståeligt. Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega. Jeg får altid at vide, at politik er et hårdt game. Og beskidt. Det bestemmer vi selv. At alle ikke bare glæder sig over andres lykke, er ganske enkelt forkert. Tillykke, Joy,' skrev hun på Facebook.

Nu har hun udnævnt Joy Mogensen som sin nye kultur- og kirkeminister. En beslutning, som Charlotte Roest, der er socialdemokrat i Næstved Byråd og medstifter af Helga-Netværk, er glad for.

»Hun (Joy Mogensen, red.) bliver valgt ind på kultur og værdier. Det var netop dét, hun stod for i sagen med Simon Simonsen. Det er det, hun kommer til at stå for som kultur- og kirkeminister. Det er dét, hun kan,« siger hun.

På Twitter gav Enhedslistens Rosa Lund torsdag både Joy Mogensen og Simon Simonsen en hilsen med på vejen.

'En kvinde, der har fået et barn alene som kirkeminister. Jeg elsker det! Stort tillykke @Joymogensen, både med det ene og det andet. Tag den, Simon Simonsen.'

Joy Mogensen selv havde torsdag svært ved at forholde sig til at blive udråbt som rollemodel.

»Man stiller ikke op for at være rollemodel, men fordi man brænder for noget. Men jeg har lagt mærke til, at når andre finder inspiration i én, så skal man dele ud af sine erfaringer.«

Om det er et løfte til fremtidige karrieremødre, vil tiden vise. I første omgang fortalte ministeren dog, at den første, hun ringede til onsdag aften, efter hun havde fået et opkald fra Mette Frederiksen, var sin mor.

»Jeg manglede én at vende det med. For hvordan gør vi det her? Jeg er flyttet tættere på min mor for at kunne bruge hende som barnepige, og jeg havde brug for at vide, at hun stadig var der, hvis jeg er i København og ikke i Roskilde. Det sagde hun heldigvis ja til,« sagde Joy Mogensen og fortsatte: »Der vil være mange gode voksne omkring mit barn.«

Joy Mogensen har støtte fra sin familie – både mor Alice Mogensen og søster Irene Bøggild.
Joy Mogensen har støtte fra sin familie – både mor Alice Mogensen og søster Irene Bøggild. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Det så man tydeligt torsdag formiddag på Amalienborg Slotsplads, kort før Mette Frederiksen præsenterede sit nye ministerhold.

Både kulturministerens mor, søster, bror og niece var mødt op for at bakke hende op. Og det bliver de ved med.

Som hendes mor, Alice Mogensen, sagde:

»Det har været planlagt hele tiden, at jeg skal hjælpe med at passe barnet. Det skal jeg nok gøre, og det glæder jeg mig meget til.«

Også Joy Mogensens søster, Irene Bøggild, glædede sig:

»Vi støtter hende i hendes valg og glæder os bare til, at hun skal være minister – men især til vi skal have en lille ny i familien.«