En tuktuk fyldt til randen med madvarer fra supermarkedernes skraldespande.

Sådan kørte Mikael Miehs Andersen fra Aarhus rundt i lang tid, da han begyndte at samle skraldemad, som han delte ud til andre gennem Facebook-grupper.

»Sådan en tuktuk kunne jeg fylde to gange på en aften. Og så kørte jeg altså med overlæs,« fortæller han til B.T. Aarhus.

Men uddeling af mad fra containere er ikke lovligt. Derfor måtte han finde på en anden løsning.

I dag har han sammen med andre frivillige startet et madkammer i Tranbjerg, hvor han samler og sælger overskudsmad fra supermarkederne.

For 30 kroner kan du købe en stor kasse med alverdens forskellige madvarer, som Mikael Miehs Andersen vurderer har en oprindelig samlet pris på 3-400 kroner.

»Det handler om glæden ved at glæde andre,« fortæller Mikael Miehs Andersen, der selv kender til at have ingenting og være sulten.

Han startede selv med at skralde mad fra containere, der var smidt ud af de lokale supermarkeder, for omkring otte år siden.

Sådan ser en af madkasserne ud. Der er blandede overskudsvarer fra supermarkedet.
Sådan ser en af madkasserne ud. Der er blandede overskudsvarer fra supermarkedet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mikael er på kontanthjælp, fordi han har haft en opvækst og et liv, der har givet ham mange knubs og slag. Det betyder, at han ikke kan passe og varetage et almindeligt arbejde, forklarer han.

Da han startede med at skralde, ville han derfor gerne spare lidt penge – og han fandt hurtigt ud af, at man altså kunne skralde nok til at mætte mange familier.

Og derfor bruger han al sin tid på sit madkammer, fordi det bare giver mening for ham.

»Engang stjal jeg fra supermarkederne, men nu har jeg fundet ud af, at der er alt, man har brug for, i skraldespandene.«

Sammen med andre frivillige driver han Robin Hoods Madkammer i bylivshuset i Tranbjerg. Tidligere har det ligget i Viby.

Her har de aftaler med supermarkeder som Rema1000 og Meny, der leverer overskudsmad, som de frivillige samler ind og fordeler i kasser.

Og her kan du altså hente kasserne tirsdag og torsdag mellem klokken 14 og 16.

»Jeg håber, at vi med tiden kan åbne endnu flere madsteder med samme koncept. Men der skal kæmpes for det, og vi har brug for mere hjælp,« siger Mikael Miehs Andersen.

De har brug for flere frivillige, og så kunne de godt bruge en kølebil, så de kan køre rundt med varerne til forskellige bydele.

»Lidt ligesom isbilen,« forklarer han.

Mikael Miehs Andersen tror på, at de i fremtiden kan dække hele Aarhus og dermed mindske madspild endnu mere og sælge billige varer til dem, der har brug for det.

De frivillige i madkammeret henter forskellige madvarer fra supermarkederne, som ellers ville være blevet smidt ud.
De frivillige i madkammeret henter forskellige madvarer fra supermarkederne, som ellers ville være blevet smidt ud. Foto: Privatfoto
Vis mere