15 år gammel og gravid.

I sådan en situation ville mange formentlig overveje abort.

»Det var også min første tanke. Også mine forældres og min kærestes for den sags skyld,« lyder det fra Michelle Christensen.

I dag er hun 27 år gammel, selvstændig ejendomsmægler, gift med Alexander, mor til Melanie på 11 år og Anton på to år. Sidstnævnte har hun sammen med sin nuværende mand.

Men lad os skrue tiden tilbage til 2009, da Michelle gik i 9. klasse i folkeskolen.

Dengang var hun en ambitiøs pige fra Ringkøbing, der ikke skulle tænke på så meget andet end næste dags outfit, og hvilke lektier hun skulle prioritere.

Så var der også hendes kæreste Kenneth, som fik en tanke eller to. Kenneth gik i hendes parallelklasse.

Da Michelle i nogle dage ikke havde fået sin menstruation, tog hun en graviditetstest. Den var negativ.

Michelle var 15 år, da hun blev gravid med datteren Melanie.
Michelle var 15 år, da hun blev gravid med datteren Melanie. Foto: Privat
Vis mere

Men da menstruationen stadigvæk udeblev, tog hun en til. Nu var den positiv.

»Jeg tænkte, at det ikke passede. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt.«

Michelles mor var i gang med at støvsuge, så Michelle satte sig ved spisebordet og ventede på, at hun var færdig.

Og endelig, da moren havde taget alle hjørner, kunne Michelle få sagt det, hun skulle fortælle.

»Min mor havde faktisk lidt samme reaktion, som jeg havde. Følelsen af, at det ikke kunne være sandt.«

Men det var sandt.

Efter nogle dages betænkningstid besluttede Michelle og hendes kæreste at beholde barnet.

»Jeg følte hurtigt, at fostret var en del af mig. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at få en abort.«

Michelle sammen sin mand Alexander, hendes datter Melanie og deres fælles søn Anton.
Michelle sammen sin mand Alexander, hendes datter Melanie og deres fælles søn Anton. Foto: Privat
Vis mere

»Der var også en stor støtte fra mine forældre og fra Kenneth. Alle forstod mig, og det gjorde nok beslutningen lettere.«

Graviditeten gik godt. Dog skulle hun vænne sig til lidt flere blikke fra folk på gaden.

»Jeg kunne godt se, at folk kiggede lidt skævt på mig og især min mave. Det havde jeg nok også gjort, hvis jeg så en 15-årig pige med en højgravid mave.«

Graviditeten tiltrak sig også opmærksomhed fra uventet side, da hun undervejs blev spurgt, om hun ville være med i tv-programmet 'De unge mødre'.

»Det sagde jeg nej til. Jeg følte ikke, jeg kunne spejle mig i programmet. Og så gad jeg heller ikke at have, at det var min eneste historie, at jeg var en ung mor. Jeg ville samtidig være en ambitiøs ung kvinde, der gik efter en karriere, var en god veninde og sådan nogle ting.«

21. juli 2010 kom Melanie til verden. Kort tid inden havde Michelle færdiggjort 9. klasse.

»Jeg påtog mig faktisk hurtigt mor-rollen, selvom jeg nok havde nogle andre interesser end de fleste andre mødre.«

Michelle og Kenneth blev sammen, til datteren Melanie var et år og fire måneder, hvor forholdet sluttede ganske udramatisk.

I dag er hun gift med Alexander, og sammen driver de DanBolig i Holstebro.

De mødte hinanden på studiet, som Michelle gik på, imens hun var fuldtidsmor.

Hendes ungdom beskriver hun som værende ikke 'den vildeste', men stadig med plads til fest og farver.

»Jeg føler ikke, jeg er gået glip af noget. Jeg har haft plads til et liv ved siden af at være mor. Jeg har fået opbygget en flot karriere, og så har jeg også haft tid til det sjov og spas, jeg har haft lyst til.«

»Og hvem siger, at det er bedre med tre ugentlige byture frem for et barn, hvis man tænker på karriere.«

Hun fortæller dog også, at det kræver prioritering og fravalg at blive mor. Man skal gide det.

»Det er klart, at det til tider har været hårdt. Men med en god base og en god og støttende far til Melanie har det fungeret godt for mig. Jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg blev mor i en ung alder.«

Hun kommer også ind på nogle af de fordele, det har at være en ung mor.

»Jeg ved, at Melanie er glad for, at jeg kan lidt flere ting, end mange andre forældre kan. Mit overskud er nok lidt højere end de fleste forældre til børn på Melanies alder.«

Og da spørgsmålet afslutningsvis går på, hvad hendes budskab er, svarer Michelle:

»Det behøver ikke at være så farligt, som nogle gør det til.«