Kun en måned nåede Michael Kokborg Kni at have sin første vejbod med honning, før det gik galt, og nogle grådige mennesker ødelagte det hele.

I den lille hjemmelavede bod, der står ud til vejen, er de sidste 6 krukker honning væk.

I lørdags kom han ellers hjem til sit hus i Saxild. Han var i godt humør og glædede sig over, at det var gået så godt med honningsalget, og at folk have betalt for det, de havde taget. Han havde nemlig hørt, at andre vejboder, var blevet bestjålet. Men selv samme dag, blev hans glæde ødelagt.

»Det undrer mig, for det er jo ikke en hurtig business, der ryger måske et glas hver anden dag. Men alt var væk, også den lille bøtte til penge, jeg havde skruet fast til bordet, var væk. Men der var vist ingen penge i, i hvert fald ikke mere end 80 kroner,« fortæller Michael Kokborg Kni til B.T.

Vejboden der er blevet bestjålet. Foto: Privat
Vejboden der er blevet bestjålet. Foto: Privat
Vis mere

Men det er heller ikke pengene, der er vigtig for Michael Kokborg Kni. Heldigvis for ham, er det nemlig ikke biavl og honningsalg, han lever af. Det er mere et hyggeprojekt.

Sidste år købte Michael Kokborg Kni et bialvskursus og en biavler-startpakke til sig selv i 40-års fødselsdagsgave. Hobbyen udviklede dog en ny hobby, for som biprodukt fik han en masse honning. Men den honning er nu stjålet.

»Det er skide irriterende. Det er ikke nogen, der tjener på det her alligevel. Det er noget, jeg gør for sjov, og så kommer der nogle og negler alt honningen. Man har lagt en masse arbejde i det og brugt meget tid på det.«

Har du oplevet af få stjålet varer eller penge fra den vejbod, så skriv til 1929@bt.dk.

Michael Kokborg Kni fik stjålet sit sidste honning fra sin vejbod. Foto: Privat
Michael Kokborg Kni fik stjålet sit sidste honning fra sin vejbod. Foto: Privat
Vis mere

Ifølge Michael Kokborg Kni ødelægger tyverierne landevejshyggen.

»Det er jo ikke fordi, der ligger 5.000 kroner, det handler om peanuts, men de fleste, der sælger noget, er vel stolte af det. Så jeg synes, det er ærgerligt, at nogle kommer og stjæler. Det er småligt. Tænk at nogle gør sig selv til tyv for 40 eller 80 kroner. Eller for honning,« siger Michael Kokborg Kni.

Men selvom det 'bare' er honning og småpenge, der er blevet hapset, mener Michael Kokborg Kni alligevel, at det har konsekvenser.

»Det går ud over tilliden. Man bliver mistroisk overfor mennesker. Vi bliver fjendske, og det er ærgerligt. Man har jo ikke lyst til at sætte overvågning op, og det dur heller ikke at rykke boden ind på grunden, for så kommer der ingen og køber.

Michael Kokborg Kni har dog tænkt sig at sælge honning igen om et par uger, når sommerhonnigen kommer, og igen til næste år. Inden da skal dog have fundet på en eller anden løsning med boden, så det bliver lidt sværere at få fat i honningen.