I Guldborgsund Kommune sidder et ungt forældrepar, der føler, de aldrig fik chancen for at vise, at de kunne være en god mor og far, efter deres barn på 15 måneder blev tvangbortadopteret i 2019.
»Det virkede, som om kommunen havde bestemt sig på forhånd. Når man ser rapporterne om vores samvær med hende, så er der kun ros. Jeg forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt at bortadoptere hende. De undersøgte aldrig, om vi kunne klare det med hjælp i hjemmet, eller om hun kunne have været i netværkspleje hos min mor, for eksempel,« siger 21-årige Camilla Pedersen.
Sammen med sin kæreste, 22-årige Jonas, fik hun i januar 2019 tvangsbortadopteret deres barn, der snart fylder tre år.
Debatten om tvangsbortadoption er lige nu aktuel, efter regeringen for nylig besluttede, at flere børn fra 2023 skal bortadopteres med tvang fra forældre, der er uden forældreevne.
Det sker for blandt andet at sikre mere stabilitet og færre skift i, hvad der ofte kan blive ende med at blive en turbulent barn- og ungdom, når barnet anbringes uden for hjemmet.
Men selvom loven nu er vedtaget, og fremtiden er afgjort for Camilla og Jonas’ barn, er eksperter, som B.T. har talt med, uenige om, hvorvidt det er muligt at vurdere, om evnen til at være forælder for altid vil være den samme – eller om den over tid kan ændre sig til det bedre.
»Forældreevnen er svær at måle, og den kan ændre sig over tid. For eksempel kan en mor, hvis barn har været anbragt i nogle år, senere hen møde en stabil mand, og så kan barnet komme hjem og leve som en 'almindelig familie'. Så der er store udfordringer ved at lave de vurderinger og vide, om det er en tvangsadoption eller en anbringelse, der giver bedst mening,« siger adjungeret professor på Aalborg Universitet Inge Bryderup, der forsker i børneanbringelser:
»Selvfølgelig er der grelle tilfælde, for eksempel hvis der er tale om en udviklingshæmmet eller lavt begavet person. De vil ikke med støtte kunne udvikle forældreevne, og der kan en tvangsbortadoption give mening,« siger hun.
At Camilla og Jonas fik fjernet deres barn, skyldes ifølge dokumenter, som B.T. har fået aktindsigt i, parrets mentale tilstand – dvs. at de har svært ved at forstå og tolke andres følelser, tanker og intentioner og formodentlig aldrig kommer til at lære det.
Det er også på baggrund af blandt andet observationer på et observationshjem af interaktion mellem mor og barn, at Melina ender med at blive bortadopteret.
»Camilla har ikke forudsætningerne for at varetage omsorgen for Melina, og Melina er i bekymrende grad ureguleret, trækker sig og lever en hverdag på sin mors betingelser (...) det anbefales at adskille mor og barn,« står der blandt andet i dokumenterne.
Ifølge John Aasted Halse, børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, kan et barn nå at lide skade, hvis det ikke bliver fjernet i tide:
»Der er god forskningsmæssig evidens (dokumentation, red.) for, at hvis ikke barnet får tilstrækkeligt med tilknytning og kontakt de første par måneder af sit liv – dvs. at mor og/eller far ikke tager barnet op, siger lyde eller rører ved det på en nænsom måde – så ser vi senere hen, at børnene kan udvikle autistiske træk, altså går ind i sig selv,« siger han.
Da Melina bliver anbragt i en plejefamilie, fremgår det, at hun allerede er påvirket af sin svære start i livet.
»Melina beskrives som en lille pige i en meget anspændt krop. Hun sov meget og var meget passiv, ikke alderssvarende udviklet og med flygtig øjenkontakt,« skriver plejemoderen i et notat.
John Aasted Halse mener ikke, at en eventuel tvivl om varigt tab af forældreevne generelt skal komme biologiske forældre til gode:
»Nogle forældre kan være ude i et stofmisbrug eller være dårligt begavede, og der vil nogle sige, at man aldrig kan vide, om de vil være egnede som forældre. Men der har jeg det kompromisløse børnesyn: Hvis jeg sad som sagsbehandler, så skal den lille usikkerhed, der kan være tilbage, aldrig komme de biologiske forældre til gode, men barnet,« siger han.
Til gengæld mener han, at barnet senere hen har ret til at have kendskab til sine biologiske forældre:
»Barnet skal have mulighed for at have en kontakt, hvis det – når det er gammelt nok – er nysgerrig på at kende sit ophav og gerne vil møde dem.«
Der findes ifølge Inge Bryderup endnu ingen forskning – hverken nationalt eller internationalt – om, hvordan det går tvangsbortadopterede senere i livet.
