Forklaringerne skifter i en sag, B.T. de senere dage har beskrevet om Novo Nordisks rolle i tilblivelsen af to podcasts om overvægt på mediet Heartbeats.

Begge podcasts blev udgivet op til lanceringen af Novo Nordisks nye milliardforretning, slankemedicinen Wegovy. En medicin, som Heartbeats daværende redaktionschef og vært på den ene podcast, omtalte i rosende vendinger i en klumme - også på Heartbeats.

Ifølge vicedirektør for Heartbeats Christine Faarbæk står mediet bag idéen til begge formater og har haft redaktionel frihed til at producere dem.

»Den eneste rolle Novo Nordisk har haft i forbindelse med produktionen er – ud over sponsoratet – at stille viden til rådighed for Heartbeats, herunder i form af relevante data på området, i det omfang Heartbeats har efterspurgt materiale af den type,« oplyste Christine Faarbæk i et skriftligt svar, første gang B.T. henvendte sig. 

Men ifølge B.T.s oplysninger sad en repræsentant for Novo Nordisk med på møder om podcasten ‘Tung Bagage’, og Novo Nordisk oplyser selv, at det var virksomheden, som tog initiativ til de to podcasts.

»Novo Nordisk har et ønske om bredt at formidle de mange aspekter af svær overvægt for derigennem at gøre op med forestillingen om, at svær overvægt udelukkende er et spørgsmål om viljestyrke. Derfor har vi taget initiativ til, stillet viden til rådighed, og støttet to podcastserier om emnet fra Heartbeats.«

Novo Nordisk har ikke svaret på yderligere spørgsmål i sagen, og det er derfor ikke muligt for B.T. at få oplyst, hvad støtten bestod i, og om Novo Nordisk foreslog to podcast om overvægt, fordi virksomheden har en kommerciel interesse i at sprede budskabet om, at fedme er en sygdom, der kan behandles.

Direktør for Heartbeats Christine Faarbæk vil kun svare skriftligt, som det fremgår af videoen øverst i artiklen. 

(ARKIV) Samtidig med lanceringen af Novo Nordisks slankemedicin Wegovy udgav mediet Heartbeats to podcast om overvægt og en rosende kommentar om medicinen.
(ARKIV) Samtidig med lanceringen af Novo Nordisks slankemedicin Wegovy udgav mediet Heartbeats to podcast om overvægt og en rosende kommentar om medicinen. Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er dog ikke uvæsentligt, hvem der har taget initiativ til de to podcasts, og hvordan Novo Nordisk har været involveret.

Det vurderer professor i markedsføringsret ved CBS Jan Trzaskowski.

»Når en virksomhed har sponsoreret en podcast, må de ifølge medielovgivningen ikke gå ind og bestemme indholdet, og man kan diskutere, om valget af, hvad en udsendelse skal handle om, også er at tage stilling til indholdet.«

Ifølge reglerne for god presseskik skal der være en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold, men der mangler en regel, som tager højde for situationer med kommerciel interesse i det redaktionelle indhold, mener professor i medieret ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller.

»Jeg har slået på tromme for, at de vejledende regler bør suppleres med i det mindste en forpligtelse til at angive interesser,« siger han.

B.T. har flere gange spurgt Christine Faarbæk, hvorfor Heartbeats ikke oplyste læserne og lytterne om, at Novo Nordisk har en kommerciel interesse i at udbrede budskabet om, at overvægt er en sygdom, og at virksomheden var i gang med at sende deres nye slankemedicin på markedet, samtidig med de betalte for de to podcasts.

På skrift svarer Christine Faarbæk:

»Samarbejdet med Novo Nordisk havde intet med lanceringen af produktet Wegovy at gøre. Følgelig var det ikke nødvendigt at redegøre for et produkt ejet af Novo Nordisk, som ingen relevans og/eller sammenhæng havde med vores podcast.«

Hun skriver videre, at Heartbeats ikke var bekendt med, hvornår Wegovy skulle lanceres.

Heartbeats udgav dog en rosende klumme om Wegovy en måned efter, at den ene Novo-sponsorerede podcast udkom, hvori der blandt andet står:

»Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at der er kommet en ny revolutionerende slankemedicin på markedet. Wegovy hedder den herhjemme, (...) Wegovy er det første seriøse bud på en medicin mod overvægt, et kæmpe problem i hele den vestlige verden.«

B.T. har spurgt Heartbeats direktør Christine Faarbæk, hvordan Heartbeats kan afvise at kende til lanceringen af Wegovy, når mediet udgiver en kommentar om, at medicinen er kommet på markedet kort efter podcasten lanceres.

Det har Christine Faarbæk trods gentagne henvendelser ikke svaret på.

Christine Faarbæk svarer heller ikke på, hvorfor Novo Nordisk stiller viden til rådighed om overvægt for Heartbeats under arbejdet med de to podcasts, hvis Heartbeats ikke ved, at overvægt er et interesseområde for Novo Nordisk på grund af Wegovy. 

Ligesom Heartbeats heller ikke vil forklare, hvorfor det overhovedet var relevant at efterspørge viden om overvægt hos et medicinalfirma frem for eksempelvis Sundhedsstyrelsen. 

I et interview med Christine Faarbæk, som du kan se øverst i artiklen, bekræfter hun, at der sad en repræsentant fra Novo Nordisk med på et møde om den ene podcast.

Mødet omhandlede ifølge Christine Faarbæk planlægning og koordinering i forhold til en markedsføringsindsats, og at det ikke er unormal at sende ting, kunden får. 

På spørgsmålet om, hvad det dækker over, opfordrer Christine Faarbæk endnu engang til, at B.T. skal sende hende spørgsmål på mail, så hun kan svare skriftligt. 

B.T. spurgte efterfølgende, om det var redaktionelt indhold, som Heartbeats sendte Novo Nordisk, og hvad det var for en markedsføringsindsats, de var med til møder om. 

Christine Faarbæk er ikke vendt tilbage med svar. 

Novo Nordisk oplyser i deres skriftlige svar, at de ønsker fuld åbenhed:

»Vi ønsker kun åbenhed om vores rolle i samfundsdebatten, og derfor er det vigtigt for os, at sponsoratet har været tydeligt deklareret på deres platform samt nævnes i begge podcasts.«

Men trods ønsket om åbenhed, vil Novo Nordisk ikke svare på, om de mener, at Heartbeats skulle have angivet, at Novo Nordisk har en kommerciel interesse i debatten om overvægt.