50 kroner i timen og under farlige forhold.

Sådan er hverdagen for de litauiske håndværkere, der i øjeblikket arbejder på en ejendom på Frederiksberg. En ejendom, som Rasmus Seebach har investeret i.

Det skriver TV2.

Den danske popstjerne har sammen med sine to forretningspartnere investeret 17 millioner kroner i villaen, der netop nu ombygges til syv separate lejligheder.

TV2 har opsøgt ejendommen, hvor syv litauiske håndværkere fra entreprenørvirksomheden Tronas UAB var i fuld gang med at renovere stedet. Her oplyste de, at de havde fået at vide, at de ikke måtte tale med journalister.

Mediet har derfor kigget i det litauiske erhvervsregister og fundet frem til, at håndværkerne maksimalt kan tjene, hvad der svarer til 9.698 kroner om måneden.

»Det her er klokkeklar underbetaling. Vi har besøgt pladsen, og vi har også set indberetningerne til de litauiske myndigheder. Firmaet vil ikke samarbejde med os, men det er jo åbenlyst, hvad der foregår,« siger Rasmus Kreutzmann fra 3F, der nu også har varslet konflikt mod Tronas UAB, til TV2.

For at beregne, hvad håndværkernes timeløn er, har TV2 desuden holdt øje med ejendommen i en uge. Her fandt mediet frem til, at de - fraregnet pauser - arbejder 52 timer om ugen, hvilket giver en timeløn på 46 kroner og 18 øre.

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Gennem sin manager, Nicolaj Bundesen, oplyser Rasmus Seebach dog over for B.T., at der er indgået en kontrakt, der sikrer, at alt er, som det skal være ifølge danske lovgivning.

'Ligesom så mange andre danskere investerer Rasmus også sin opsparing som passiv investor i en række projekter. Hans rådgivere sikrer, at alle involverede overholder dansk lovgivning,' skriver manageren i en sms til B.T. og fortsætter:

'I dette konkrete projekt foreligger der også en kontraktuelt bindende aftale med underleverandøren, der sikrer, at alle regler, vilkår og lovgivning på projektet er overholdt. Hvis underleverandøren mod forventning ikke lever op til sine kontraktuelle forpligtelser, vil samarbejdet ophøre omgående.'

Derudover fortæller TV2 altså også, at Arbejdstilsynet i januar kom med en lang række strakspåbud på grund af farlige forhold på stedet. Faktisk var det så slemt, at Arbejdstilsynet til sidst krævede, at der blev tilknyttet en ekstern konsulent for at rette op på sikkerheden.

Det er heller ikke første gang, at 39-årige Rasmus Seebach er involveret i en sag om underbetalt arbejdskraft.

Fagbladet 3F har tidligere fortalt, hvordan musikeren fik renoveret sin private villa på Frederiksberg af polske håndværkere med timelønninger, der også lå under 50 kroner.

Her fremlagde Seebach en entreprisekontrakt, der viste, at han havde krævet, at arbejdet foregik på overenskomstmæssige vilkår.

Men i den nye sag har han altså ikke ønsket at fremlægge nogen kontrakt.

TV2 fortæller også, hvordan advokaten for S & S Ejendomsinvest ApS, Nikolaj Henriksen, har forsøgt at stoppe artiklen.

Her tilbød han, at mediet kunne gengive, men ikke direkte citere det afsnit, der ville bevise, at Seebach og hans forretningspartnere havde sikret sig, at reglerne blev overholdt.

Men dagen inden de forventede at modtage dokumentet, kom der pludselig et krav om, at TV2 kun kunne se dokumentet, hvis de skrev under på, at de ikke ville bringe historien om Rasmus Seebach.

Det afviste TV2.