Lyt til artiklen

Den danske popmusiker og hitmager Rasmus Seebach kan nu også kalde sig ejendomsinvestor på Strandvejen.

Han er del af en investorkreds, der i samarbejde med Thylander Gruppen har investeret et trecifret millionbeløb i 72 boliger med udsigt til Øresund.

Ifølge mediet Ejendomswatch skulle der være tale om en pæn sum penge, som boligudlejningsejendommen er blevet købt for.

Den offentlige vurdering skulle ifølge Ejendomswatch lyde på svimlende 175 millioner kroner, men mediet skriver også, at den endelige salgspris skulle overstige det beløb.

Rasmus Seebach og bror Nicolai ankommer, da Danish Music Awards i 2014.
Rasmus Seebach og bror Nicolai ankommer, da Danish Music Awards i 2014. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Over for B.T. bekræfter Rasmus Seebachs' manager Nicolai Bundesen, at popmusikeren er medinvestor på ejendomskøbet.

»Han er passiv investor, og udover det, har han ingen kommentarer, da han koncentrerer sig om sin musik,« slår manageren fast.

Ifølge Ejendomswatch skulle Rasmus Seebachs bror, Nicolai, også være en del af investorkredsen. Stifter af Thylander Gruppen, Lars Thylander, bekræfter, at ejendommen er købt, og at de lige nu afventer lejernes forkøbsret.

Rasmus Seebach vil fra maj være aktuel med sine Familiekoncerter. 18. maj bliver koncerterne skudt i gang i Aalborg og vil i løbet af juli runde Odense, København og Aarhus. Her kan man udover Seebach opleve Burhan G, Hjalmer Larsen og Chris Burton.