Blev en række medarbejdere udsat for ulovlig overvågning, mens de passede deres arbejde?

Det har en undersøgelse i Aalborg Kommune skullet fastslå, efter en række medarbejdere i kommunens it-afsnit anklagede ledelsen for dårligt arbejdsmiljø og for at overvåge medarbejdere via lyd og video.

Ifølge kommunen bunder anklagerne om overvågning fra nogle allerede kendte sager, som foregik i 2020.

Ikke desto mindre har den nye undersøgelse fået konsekvenser. Det har nemlig vist sig, at arbejdsmiljøet har været så dårligt, at to chefer er blevet fyret omgående.

»Vi kan af hensyn til de berørte ikke gå i detaljer, men rapporten konkluderer, at der er problemer med arbejdsmiljøet i IT-afsnittet. Blandt andet viser undersøgelsen, at der er en polarisering i medarbejdergruppen, hvor ikke alle føler sig set og værdsat.«

»Her er vores konklusion, at der brug for nogle ændringer i kulturen i IT-afsnittet, og at det ikke kan opnås uden nye kræfter på ledelsessiden,« fortæller direktør Arne Lund Kristensen, Job og Velfærd.

B.T. beskrev sagen første gang i april i år.

Her sendte et ukendt antal medarbejdere i kommunen et brev, hvori de anklagede ledelsen for ovennævnte punkter. Det førte til, at kommunen iværksatte en undersøgelse, ligesom samtlige medarbejdere blev kaldt til samtale.

Arne Lund Kristensen er ikke i tvivl om, at undersøgelsen konkluderer en utryghed i afdelingen, hvilket er uacceptabelt.

»Det er bestemt en vigtigt læring for os alle. Selvom vi i 2020 handlede på sagen med forkert brug af et webkamera på et af kontorerne, så burde vi fra den øverste ledelse have været mere åbne og sikret os, at alle de berørte medarbejdere følte sig hørt og inddraget i processen,« udtaler Arne Lund Kristensen.

I 2020 foregik der uhensigtsmæssig opstilling af webkameraer ved henholdsvis et kontor og et indgangsparti.

Det er konsulentfirmaet Komponent, som har stået for undersøgelsen, der nu skal videresendes til Datatilsynet. Og samtidig kigger kommunen indad:

»Nu går vi i gang med en dialog med medarbejderne og en ny ledelse om, hvordan vi bygger videre på de fagligt gode resultater og samtidig får skabt et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere,« siger Arne Lund Kristensen.