»Der er ikke lys for enden af tunnelen, men et tog, der kører med højt lys på vej imod os.«

Sådan lyder én af beskrivelserne af det arbejdspres, som de administrativt ansatte i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune lige nu oplever.

Det fremgår af en skrivelse fra Arbejdstilsynet, som, efter et kontrolbesøg i januar, har tilbudt forvaltningen at hjælpe med at få lavet en plan for at få rettet op på massive problemer med arbejdsmiljøet.

Men skrivelsen fra Arbejdstilsynet kommer ikke bag på Christina Hoff, der er parkforvalter og næstformand i forvaltningsudvalget i By- og Kulturforvaltningen.

»Jeg var ikke overrasket, desværre,« siger hun og fortsætter:

»Jeg hører kolleger som er meget pressede.«

»Vi sagde farvel til mange medarbejdere i 2019, men man har ikke været inde og tilpasse mængden af opgaver til antallet af ressourcer.«

Christina Hoff har på vegne af medarbejderne i forvaltningen – som næstformand i forvaltningsudvalget – sendt høringssvar til byrådet forud for en kommende udmøntning af effektiviseringer på det administrative område i Odense Kommune.

Der er store problemer med arbejdsmiljøet på 'Slottet', der huser medarbejderne i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning.
Der er store problemer med arbejdsmiljøet på 'Slottet', der huser medarbejderne i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

Høringsvaret fra medarbejderne indeholder også rapporten fra Arbejdstilsynet, der beskriver de forhold, medarbejderne lige nu oplever.

»Vi har prøvet at italesætte det tidligere, at vi har en meget presset medarbejderstab i By- og Kulturforvaltningen.«

»Det er hele forvaltningen, der lider under det her.«

Arbejdstilsynet understreger i brevet, at man har mistanke om, at forholdene udgør en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

»Det er udsagn, som gør kæmpe indtryk på mig. Sådan skal man ikke have det, når man går på arbejde,« lyder reaktionen fra Morten Møller Iversen, der er direktør i By- og Kulturforvaltningen.

»Vi har som ledelse et ansvar for, at det er sundt og sikkert at gå på arbejde.«

»Det, kan vi kun gøre ved at komme ind som ledelse og prioritere skarpere, for vi kan ikke ændre mængden af sager,« siger Morten Møller Iversen.

Brevet fra tilsynet peger også på, at det generelle sygefravær i hele forvaltningen er steget.

Der har ifølge brevet været flere sygemeldinger på grund af stress, stor arbejdsmængde og tidspres hos både ansatte og ledelse.

»På politisk og direktionsniveau har vi et ansvar for at få løst nogle af de udfordringer, der ligger,« lyder det fra Søren Windell (K), der er by- og kulturrådmand i Odense Kommune.

Der er nu sat gang i en proces, der skal gøre forholdene bedre for de ansatte.

Og så skal borgerne også indstille sig på, at der er længere sagsbehandlingstider i forvaltningen.

»Vi kan ikke lægge flere opgaver over på folk, der er i forvejen er ved at drukne i sager.«

»Vi er i gang med at ændre det, men det kommer til at tage tid,« siger Søren Windel (K).

På medarbejdersiden glæder Christina Hoff sig over, at der nu er sat gang i et arbejde for at komme problemerne med arbejdsmiljøet til livs.

»Vi oplever, at ledelsen tager det alvorligt og er i gang med at lave en handleplan. Det ser vi frem til,« siger Christina Hoff.

Og så håber hun, at der kommer lidt ro i forvaltningen.

»Vi når dårligt at få implementeret én besparelse, før den næste er der. Problemet er, når man ikke tilpasser opgavemængden. Vi vil gerne vide, hvad det er, vi ikke skal lave.«

Medarbejderne ønsker ro. Kan du give dem det?

»Det nemme svar er at sige ja, men sandheden er, at ingen organisation står stille. Men de helt store ændringer, som vi har set de seneste år, skulle vi gerne være forbi, lyder det fra by- og kulturrådmand Søren Windell (K).

Odense Kommune skal inden 1. november have sikret, at ansatte i By- og Kulturforvaltningen ikke udsættes for psykiske eller fysiske belastninger som følge af stor arbejdsmængde og tidspres.