Maxi Zoo må heller ikke hænge 'valgplakater' op.
Det oplyser Københavns Kommunes presseafdeling til B.T., efter kæledyrskæden har hængt plakater op i forbindelse med åbningen af en ny butik på Amagerbrogade.
Tidligere fik Nybolig en løftet pegefinger af kommunen for samme stunt.
B.T. har været i kontakt med Maxi Zoo, der afventer en officiel henvendelse fra Københavns Kommune, før de går videre med sagen.
Det fortæller administrerende direktør Bo Demant til B.T.
»Vi åbnede en butik på Amagerbrogade, og det er vi glade for og vil gerne gøre opmærksom på det til så mange som muligt, så vi har hyret et bureau til at stå for det. De har en instruks om, at det skal foregå efter forskrifterne.«
»Jeg er sikker på, at de tager dem ned igen, hvis de er gået for langt. Det er vi selvfølgelig ikke interesserede i.«
»Mig bekendt har vi ikke fået henvendelse om, at vi skulle have hængt ulovligt op.«
Til TV 2 har kommunalforsker Roger Buch slået fast, at den slags ophængninger som udgangspunkt er ulovlige.
»Umiddelbart kan man tænke, at det er meget kreativt at udnytte, at der er valgkamp. Men vi har en lovgivning i forhold til ophængning af reklamer, og det er jo fordi, at man har ønsket, at der ikke skal hænge plakater over det hele. Man vil have et pænt og ordentligt bybillede,« siger han.
Maxi Zoo-direktøren fortæller, at han ikke kender til deres bureaus dialog med kommunen, men betegner dem som meget professionelle.
»Vi havde en episode i Odense, hvor der var tvivl om, hvorvidt nogle var hængt rigtigt op, og der tog de dem ned med det samme. De var ikke ulovlige, men de ville ikke løbe nogen risiko.«
Maxi Zoo er dog ikke ene om valgplakat-finten, men Nybolig kalder selv deres plakatbrøler for 'en klar fejl'.
