»Jeg havde forventet, at du rørte længere oppe.«

Kim Nielsen ser undrende på sin massageklient. Det er tydeligt, at den mandlige klient er blevet seksuelt opstemt under Kims massage, for en bule har rejst sig under hans hvide håndklæde.

Og nu ønsker han altså en afslutning på behandlingen. En såkaldt happy ending.

»Jeg var ikke i tvivl om, hvad han mente. Han lå der med dolk på og forventede, at jeg behandlede 'længere oppe'. Jeg sagde: 'Du skal aldrig hyre mig igen nogensinde, hvis det er det, du forventer.' Det er grænseoverskridende for mig, når de forventer den slags, og så får de besked – kort og kontant.«

Sådan fortæller 38-årige Kim Nielsen. Han er uddannet fysiurgisk massør og har både arbejdet på klinik og kørt ud til folks private hjem for at behandle dem.

Episoden med manden, der ønskede 'lidt mere' af sin massage, er ikke enkeltstående, fortæller Kim Nielsen, som oplever, at kunder kan misforstå, hvilke ydelser han som massør egentlig tilbyder.

En gang er han blevet ringet op af en mand, der spurgte, om Kim Nielsen tilbød lingammassage. Det er massage af penis.

»Han spurgte, om det var noget, jeg levede mig fuldt og fast ind i, og om jeg var til mænd eller kun gjorde det for penge. Han forventede det af mig, fordi jeg er massør,« siger Kim Nielsen.

Sådan ser det ud, når Kim Nielsen giver massage.
Sådan ser det ud, når Kim Nielsen giver massage. Foto: Privatfoto
Vis mere

Er du massør, og har du oplevet, at kunder efterspørger seksuelle ydelser, så skriv til saln@bt.dk.

»Det er lidt vores svar på et dick pick (et billede, som en mand har taget af sin egen penis, red.). Hvorfor forventer du, at jeg har lyst til at gøre sådan noget eller se dig på den måde?«

Det er ikke kun mænd, der kan få en helt forkert oplevelse af, hvilke ydelser Kim Nielsen tilbyder.

En kvinde havde bestilt massage i eget hjem. Da Kim ankom med sin professionelle briks, havde kvinden tændt stearinlys, pustet duft ud i stuen og sat musik på anlægget.

»Hun fortalte mig, at hun lige var blevet skilt, og nu ville hun løsnes op af en mandlig massør, der virkelig kunne tage fat. Hun tilbød mig vin for at løsne stemningen, og jeg tænkte: 'Jeg kommer ikke til at løsne stemningen nogen steder',« fortæller Kim Nielsen, som fik tilbudt 6.000 kroner for 'ekstra ydelser'.

»Jeg sagde: 'Jeg tror, at du har misforstået noget. Jeg kom, fordi du sagde, du havde behov for at slappe af.' At hun har gået og brygget en masse ting inde i hovedet, det kan jeg jo ikke styre. Hun beklagede også.«

Ja, og så var der den dag, hvor en kvinde midt under en massage begyndte at stønne så højt, at Kim Nielsens behandlingsrum med hans egne ord 'lød som et bordel'.

»Nogle gange kan man godt høre på folk, når noget løsnes, og det er rart, men det her var stønneri, som om hun havde sex. Hun begyndte at ligge og gnubbe sit underliv mod briksen, og det var hamrende pinligt for mig – også fordi andre kunder jo kunne høre det,« siger Kim Nielsen.

Kim Nielsen mener ikke, at folk med vilje kontakter ham eller møder op til en massage for at krænke ham eller tvinge ham til noget seksuelt, og han mener, at det er vigtigt at være et rummeligt menneske, når man er massør, men:

»Nogle mennesker tror bare, at det er sådan, det foregår, når man er massør. Nogle tror, at massage er et dækord for sexarbejde, og så forventer de specielle ting.«

Kim Nielsen har givet massage som freelance-massør længe.
Kim Nielsen har givet massage som freelance-massør længe. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den 38-årige massør er aldrig blevet vred, når han har oplevet, at hans kunder har troet, at hans job er at give happy endings eller andre former for seksuelle ydelser, men det er alligevel noget, han gerne vil slippe for i fremtiden.

»Jeg ønsker ikke, at min behandling skal føre til, at nogen bliver seksuelt opstemt. Det er også derfor, jeg siger: 'Så stopper det, og du skal ikke komme tilbage'. Jeg går jo heller ikke til øjenlægen og forventer at få en finger i numsen. Det er absurd, at der er en, der ligger og får jern på, når jeg passer mit arbejde.«

Det er ikke ualmindeligt, at massører udsættes for det, som Kim Nielsen har oplevet. Forleden truede en norsk kvinde med at offentliggøre navnene på alle kunder, der bad om at få en happy ending efter massage.