Kaos, dårligt psykisk arbejdsmiljø og brudte aftaler.

Det er det billede, der bliver tegnet af en række medarbejdere, som siden i sommer har arbejdet hårdt for at få det nystartede badehotel Nor op at køre – for kort efter at blive fyret eller selv sige op.

Hotel Nor ligger ved Slettestrand i Jammerbugten og skal ifølge indehaverne Jan Middelboe og Anne Pilgaard Carstensen være et badehotel på niveauet lige under Svinkløv.

Men også det kritiserer flere tidligere medarbejdere, som Nordjyske har talt med.

Flere peger på, at ledelsen ikke har ønsket at bruge de fornødne midler for at få god kvalitet, og at bookingsystemerne på hotellet generelt er forældede.

Efter en række opsigelser og fyringer i løbet af foråret blev den daglige drift givet til hoteldirektør Sinne Lagrolet, som ifølge de medarbejdere, Nordjyske har talt med, glemte at værdsætte dem.

»Det er, som om de hentede folk ind til at knokle for sig, og når arbejdet var gjort, blev de fyret,« siger en medarbejder til Nordjyske.

Der var flere af medarbejderne, der havde fået lovning på at kunne fortsætte efter højsæsonen i weekenderne og til selskaber, men i stedet blev de fyret.

Også omgangstonen bliver kritiseret fra tidligere medarbejdere, hvor en blandt andet oplevede at blive kaldt luder og fik at vide, at stedet altså ikke var et bordel, foran sine kollegaer, fordi hendes nederdel var kravlet op, da hun bukkede sig ned.

»Jeg gik ud og græd på toilettet. Det var vi mange, der gjorde,« siger hun.

Kritikpunkterne, som Nordjyske fremlægger, hober sig op og er mange flere, men alligevel afviser ledelsen i det store og hele kritikken.

De indrømmer, de ansatte en forkert hoteldirektør, som ikke havde erfaring med drift af netop et hotel, og at det i bund og grund er årsagen til, at det er gået så galt, fordi hun havde en masse medarbejdere med, hun kendte gennem sit netværk.

Svinkløv Badehotel, som Hotel Nor lægger sig op ad, genåbnede i maj, efter hotellet var blevet genopbygget fra bunden, efter det brændte ned til grunden.