Politiet jagter en røver, der er bevæbnet med en pistol.

Politiet afspærrede torsdag flere områder i indre København på grund af et voldsomt røveri i Illum.

Midt i den travle julehandel trængte mindst to røvere ind i Illum, hvor de smadrede to montre.

Røveriet skete i et område, hvor der sælges smykker, fyldepenne og dyre ure fra blandt andet Rolex, Omega og Cartier.

Efter røveriet blev hele området afspærret og bevogtet af Illums vagter.

Politi i Købmagergade efter en anmeldelse om bevæbnet mand i indre København. Store politistyrker er til stede i indre København torsdag den 6. december 2018 Illum i Købmagergade og flere togstationer er lukket. (Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix) Vis mere

To montre med Rolex-ure var smadret, så det tilbageværende glasparti hang ned mod gulvet.

En gruppe stærkt oprørte kvindelige medarbejdere blev afhørt af politiet. Derefter blev de eskorteret væk af betjente og ledelsen i Illum.

Et øjenvidne fortæller til B.T., at hun så én mørkklædt person løbe ud af udgangen fra Illum og løbe op ad Pilestræde i retning væk fra Strøget.

»Han løb i fuld fart op af Pilestræde. Efter ham løb to vagter. Kort efter fulgte yderligere tre mørkklædte personer,« siger øjenvidnet.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16:46. Anmeldelsen gik på en mand, der ifølge det kvindelige øjenvidne, havde et skydevåben.

Først ledte politiet alene efte rmanden med skydevåbnet, men kort tid efter blev indsatsen udvidet til også at omhandle et røveri mod Illum.

Siden har politiet kunnet oplyse, at den massive tilstedeværelse midt i hovedstaden skyldes et røveri.

Én person er anholdt, mens ordensmagten fortsat leder efter flere gerningsmænd.

Politi i Købmagergade efter en anmeldelse om bevæbnet mand i indre København. Store politistyrker er til stede i indre København torsdag den 6. december 2018 Illum i Købmagergade og flere togstationer er lukket. (Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix) ccc Vis mere

Politiets tilstedeværelse på butiksgaderne i indre København har vakt opsigt blandt de handlende. På Twitter ses en video af indsatsen, hvor betjente med automatrifler sikrer området omkring Strøget.

Ved du noget om sagen, eller har du billeder, så vil B.T. gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Jagten på den bevæbnede mand er så alvorlig, at politiet på et tidspunkt lukkede for dele af tog- og metrotrafikken til Nørreport. Den er dog åbnet igen.

Politiet har også ophævet politiafspærringen efter at have sikret spor på gerningstedet.