Martin Becker Kronborg fra den lille by Arentsminde tæt på Aalborg var mandag taget ud for at se, om han ikke kunne få ram på noget råvildt i anledning af årets bukkejagt.

Det kunne han godt, men det var desværre ikke det eneste, han fik med hjem.

»Da jeg kom hjem gik det op for mig: 'Hov, jeg har da glemt min kniv'. Den plejer jeg gerne at tørre af i græsset, efter jeg har brugt den på dyret,« fortæller den 43-årige kok, som ofte bruger naturen, når han skal finde råvarer til madlavning.

Han måtte derfor tilbage igen.

Martin Becker Kronborg med hunden Cille.
Martin Becker Kronborg med hunden Cille. Foto: Privatfoto
Vis mere

»På vejen tilbage begynder jeg at lægge mærke til en masse affald, der ligger langs læhegnet, så jeg begynder at samle det,« siger han.

15 minutter samlede han diverse typer skrald ind langs det 400 meter lange hegn, og så var hele bilens bagagerum fyldt op.

»Det irriterer mig, at det ligger der, jeg ved jo, at det ender som mikroplast, der hvor jeg fisker,« siger Martin Becker Kronborg og fortsætter:

»Det er grimt at se på. Den vilde natur bliver viklet ind i det og nogle dyr spiser det, så det har jo mange konsekvenser.«

Her kan du se alt det skrald, som Martin fandt.
Her kan du se alt det skrald, som Martin fandt. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det var skræmmende for ham at finde så meget på så kort tid.

Så da han igen kom hjem - nu med skrald i bagagerummet - ringede han til sin gode ven. Han plejer at komme forbi til en omgang bukkekaffe, et andet ord for øl, når Martin Becker Kronborg har held med at skyde en buk.

»Ja, vi filmede jo egentlig bare en video af skaldet, for at opfordre andre, der går på jagt, til at samle det skrald op, de ser. Men så gik det pludselig stærkt,« siger han.

Videoen, hvor Martin Becker Kronborg viser al det skrald frem, han fandt i naturen den mandag, har i skrivende stund over 4000 visninger. Den er næsten delt 100 gange.

»Det havde jeg godt nok ikke forventet. Jeg er jo bare sådan en kedelig nordjyde,« siger han og griner lidt.

Men han er glad for, at han kan skabe opmærksomhed på problemet.

Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at han finder skrald, når han er ude i naturen - og det er han næsten hver dag, forklarer han.

»Det er en cyklus, som vi skal have brudt, og kan jeg medvirke til, at der bliver samlet bare lidt mere plastik op, så er jeg glad,« siger han.