Klokken er fem en kold morgen i februar, da Martin Højlund sammen med sin kæreste og hendes søster er på vej hjem fra byen og gør stop ved en kebabrestaurant på Nørrebrogade.
Men de når aldrig ind på restauranten.
Ovre fra den anden side af gaden hører de nemlig en mand råbe i en meget aggressiv tone. Han er på vej over til dem.
»Han stirrer på mig med opspilede og vilde øjne, mens han råber, at jeg ikke skal snakke sådan til hende. Vi vender os alle sammen om og tænker, ‘hvad sker der her?’« siger 25-årige Martin Højlund.
Manden truer Martin Højlund, mens hans kæreste Rebecca Aller og hendes søster forsøger at holde den aggressive mand væk og afværge hele situationen. De siger til ham, at han skal gå sin vej, og at der ikke er noget at komme efter.
»Men så går der ikke lang tid, før han bryder igennem min kæreste og hendes søster og slår mig i hovedet. Og derfra går alting meget stærkt,« lyder det fra Martin Højlund.
Efter en kort, tumultarisk scene midt på Nørrebrogade løber gerningsmanden væk, og Martin Højlund griber med den ene hånd fat i sin kærestes arm, og med den anden tager han sig til siden af maven. Hans hånd er smurt ind i det blod, han opdager, flyder ud af ham
I starten af året var der flere sager om umotiveret gadevold. Flere unge mænd som 19-årige Lauritz Lindboe Wind og 17-årige Marcus Alexander Aroli stod frem og fortalte om deres overfald, og Statsministeren besøgte Gothersgade i København en nat for at se, hvor slemt det stod til.
Selvom landet pludselig lukkede ned på grund af corona, og mediernes fokus naturligt nok skiftede, så sidder de unge mænd stadig tilbage med ar, som de skal leve med resten af deres liv. Derfor sætter B.T. nu igen fokus på de meningsløse overfald. For når nattelivet engang åbner igen, så er det ikke alle, der glæder sig lige meget til at skulle begive sig ud i mørket.
Fælles for de unge overfaldsofre, B.T. har talt med, er, at de aldrig havde troet, det kunne ske for dem.
»Jeg kan se, at der er helt friskt blod, der løber ned af hånden på mig. Og der ved jeg godt, hvad der er sket,« siger han, inden kæresten Rebecca Aller tager over og forklarer, hvordan hun ser sin kæreste falde sammen på fortovet foran sig:
»Jeg holder tryk på såret, mens min søster sidder med hans hoved. Der når jeg at blive rigtig bange. Jeg ved ikke, hvad kniven har ramt, og jeg kan mærke, at blodet siver mellem mine fingre,« siger Rebecca Aller og fortsætter:
»Jeg bliver rigtig nervøs, fordi Martin er svær at komme i kontakt med. Jeg prøver at snakke til ham, men han bliver ved med at lukke øjnene og nærmest falde i søvn.«
Og det er også sådan, Martin Højlund husker tiden lige efter overfaldet. Eller ikke husker. For det hele er meget omtåget.
»Det næste, der står rigtig klart for mig, er det her helt lyse rum, hvor der er rigtig stille efter alt det her kaotiske, der er foregået. Der ser jeg så en kvinde, der står over mig i den her seng, jeg ligger i. Hun fortæller mig, at jeg er på Rigshospitalet, at jeg er blevet overfaldet og stukket med en kniv, og at de skal ind og operere mig i maven,« siger han og husker, at han slet ikke forstod alvoren til at starte med.
»Jeg ville bare gerne hjem. Jeg syntes, det hele var så uretfærdigt og svært at forstå, at det lige skulle ske for mig,« siger Martin Højlund og fortsætter:
»Det slog mig slet ikke, at jeg kunne have mistet livet den aften. Det er først efterfølgende, jeg får at vide af lægerne, at jeg faktisk var heldig. At få centimeter til den ene eller anden side måske havde ramt en kritisk hovedpulsåre, og så havde det været en helt anden historie.«
Gerningsmanden er i dag et halvt år efter overfaldet stadig på fri fod, hvilket har fået politiet til at bede offentligheden om hjælp ved at offentliggøre overvågningsbilleder af overfaldsmanden, som du kan se nederst i artiklen.
Martin Højlund håber i den grad, at politiet snart kommer på sporet af ham.
»Så længe man får sat ham bag tremmer i hvert fald i en periode, så kan jeg ånde lidt mere lettet op. Selvfølgelig ved jeg, at der stadig går ballademagere rundt og kan tage de her irrationelle beslutninger og overfalde folk. Men for mig er det ham voldsmanden, der fylder sindssygt meget,« siger han og fortsætter:
»Det har helt klart taget meget frihed fra mig. Før havde jeg en følelse af, at hvis man ikke selv opsøger balladen, så er der ingen grund til bekymring. Den følelse er røget nu. Det kan man bare ikke vide sig sikker på længere, desværre.«
Kæresteparret kigger på hinanden, inden Martin Højlund siger, at gerningsmændene slet ikke ser voldens bagside:
»De begår deres kriminalitet, løber derfra og synes, det har været et adrenalinsus, eller hvad de synes. Og mere ser de ikke i det. Men dem, der er ofrene, de lever med fysiske, psykiske, synlige og usynlige ar resten af livet.«
Manden, som politiet efterlyser for at have stukket Martin Højlund ned, er etnisk dansk af udseende og beskrives som 20-30 år, 180-185 centimeter høj og almindelig af bygning med kort, mørkeblond hår.
Han bar en sort jakke over en grå eller grøn trøje, jeans og grå Nike-sko med hvid sål og sort spids.
Københavns Politi har i forbindelse med efterlysningen offentliggjort en række billeder af den formodede gerningsmand, der ses gå ad Fælledvej væk fra gerningsstedet, mens han kigger sig over skulderen.
