‘Skriv nu først, de damer, ellers skal du ikke håbe på så meget’. Sådan skriver 22-årige Mark Thygesen i sin ‘bio’ under sine billeder på Tinder.

Et sort-hvidt billede afslører hans helt glatte mavemuskler og mørke, tætte hår på brystkassen. Han har valgt sine billeder med omhu.

Swiper man videre i galleriet, kan man se, han laver 'kig væk'-finten på de fleste. Overskudsagtig og tilbagelænet, smilende og skarp med en mørkeblå sweater bundet om skuldrene.

»Jeg har valgt de billeder, hvor jeg ser bedst ud, fordi jeg ved, hvordan det fungerer. Pigerne vil allerede vurdere mig ud fra det første billede,« siger Mark Thygesen.

Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Vis mere

Denne weekend kan du i B.T. møde tre singler, der håndterer det at være alene på vidt forskellige måder. Fredag fortalte 69-årige Camilla Lindemann, der har været single i 20 år, at hun er blevet så stærk af at stå på egne ben, at hun er blevet en trussel over for mænd.

Mark Thygesen sætter roligt to kopper cappuccino på bordet foran sig. Det er hans go-to-kaffe, når han tager på date. Og det det gør han ofte.

Han har nok alt i alt været på over 100 Tinder-dates, fortæller han og griner, da han hører sig selv sige det. Det havde han ikke lige tænkt over før.

Når han er single, er han egentlig altid lidt på jagt efter en ny sød pige, der kan få ham til at grine. Kemi. Noget han allerede ved, der er - eller ikke er - inden for de første få minutter.

Og det er vigtigt for Mark Thygesen.

Men noget, der er mindst lige så vigtigt for ham, er udseende. Det er der, Tinder kommer til sin fulde ret. For på Tinder bliver man præsenteret for et foto af en person, og ud fra det skal man tage stilling til, om man synes om vedkommende.

»Jeg går op i, om de er pæne. Det ville være at lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke gjorde,« siger han og tager en afmålt tår af skummet på toppen af kaffen.

Han synes selv, hans egne billeder afspejler ham godt, for han redigerer dem ikke. Men det har han til gengæld oplevet, at enormt mange af de piger, han har været på Tinder-date med, har gjort.

»Piger har en større tendens end drenge til at lægge billeder ud af sig selv, der ikke ligner dem. Og jeg tror, det er fordi, de så har en lille chance for at finde den rigtige, hvis folk har nogle dårlige billeder,« siger han.

Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Vis mere

På et tidspunkt skulle han på date med en, der ifølge ham lignede en supermodel på sine billeder. Hun var virkelig smuk, og de havde allerede opbygget en lille kemi over skrift, følte han.

Men den forbindelse, han havde opbygget i sit hoved, kortsluttede hurtigt, da han så sin date i virkeligheden.

»Jeg ser så en kvinde, der er i hvert fald 20 kilo tungere end på billederne. Jeg kan vælge lige nu at være ‘the good guy’ og sige, det ikke havde nogen betydning - men det var ikke rigtig det, jeg var til,« siger han.

Så daten kom ikke godt fra start med en stemning, der kunne få et gravkammer til at virke festligt.

»Jeg følte mig snydt. For jeg havde allerede en idé om, hvem jeg skulle mødes med. Jeg følte mig løjet over for, fordi hun ikke havde været ærlig om tingene,« siger Mark Thygesen.

Og netop derfor valgte han også at afbryde daten. Ikke kun på grund af den visuelle skuffelse, men også på grund af den følelse han sad med i maven, en følelse af at være blevet løjet over for.

»Jeg sad der en halv time og fortalte så, at det ikke fungerede for mig. Jeg gad jo ikke sige til kvinden, at hun vejede 20 kilo mere end på billederne, det vidste hun jo allerede godt selv,« siger han.

Mark Thygesen bliver spurgt, om han er sikker på, at hun vidste det.

Han slynger benet, der før hvilede over det andet, til siden og læner sig stille frem.

»Hvis hun ikke vidste det, havde jeg heller ikke tænkt mig at sige det til hende,« siger han.

Han læner sig tilbage igen. Den blå skjorte er knappet ned, så man lige akkurat kan ane de mørke brysthår, man blev præsenteret for på hans Tinder-billede.

Det er ofte, han oplever skuffelsen i det første møde med en Tinder-date. For billeder er bare sjældent en eksakt repræsentation af virkeligheden, har han erfaret.

Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Fra Mark Thygesens Tinder-profil
Vis mere

Der er mange piger, han møder, som ikke ser ud, som de gør på deres billeder.

»Det er faktisk 50-50. Ikke så meget i udlandet. Da jeg var i Spanien, var pigerne rigtig gode til at lægge billeder ud, hvor de lignede sig selv. De danske piger lægger meget redigerede billeder ud,« siger han.

Men det har ikke fået ham til at opgive håbet om at finde drømmepigen på Tinder.

For som han siger, kan han godt lide at møde nye mennesker, og så kan han godt lide piger. Så han bliver ved med at tage på dates. Mange dates.

»Jeg har engang været på syv dates på en uge. Der har været én om dagen,« siger han og griner.

Hans tænder sidder snorlige og konkurrerer tæt med det blege porcelæn om at være hvidest.

»Det lyder som om, jeg er totalt player.«

Det er han altså ikke, fastslår han.