'Date min dude – kun for kvinder' hedder Facebook-gruppen, hvor knap 6.000 kvinder poster opslag med fyre, de anbefaler til hinanden.

Fælles for de fleste af gruppens medlemmer er, at de er trætte af den overfladiskhed, man ofte oplever på datingsider og -apps, hvor det kan være svært helt at gennemskue personen bag profilen.

Det er i hvert fald grunden til, at 35-årige Louise Dronninglund for to år siden stiftede 'Date min dude – kun for kvinder'.

»Der er en sikkerhed i, at der rent faktisk er en, der kan stå inde for ham her. Det skaber en tryghed i, 'så tør jeg måske godt skrive til ham',« siger Louise Dronninglund.

Facebook-opslaget i gruppen 'date min dude – kun for kvinder', hvor Mick Korsgaards veninde Sabine Nielsen forsøgte at finde ham en date.
Facebook-opslaget i gruppen 'date min dude – kun for kvinder', hvor Mick Korsgaards veninde Sabine Nielsen forsøgte at finde ham en date.
Vis mere

Hun har de seneste to år oplevet, hvordan flere har fundet hinanden gennem gruppen og i dag både venter børn og er forlovede. Og hun mener, at gruppen er et vigtigt alternativ til diverse datingsider:

»Jeg tror, der er rigtig mange kvinder i dag, der er blevet frygteligt såret i hele det der spil, der ofte følger med dating-apps. Det er blevet lidt en snusket måde at date på.«

28-årige Mick Korsgaard er en af dem, der er blevet anbefalet i pigegruppen.

'Hans værdier og holdninger er nemme, hvis du kan overholde respekt og loyalitet. Og selvfølgelig være en kok i køkkenet. Oplevelser er et stort plus for Mick!'

Sabine Nielsen, veninde til Mick.
Sabine Nielsen, veninde til Mick.
Vis mere

Sådan skriver Mick Korsgaards veninde Sabine Nielsen over de tre billeder, hun har vedhæftet af ham.

»Mick er en af min bedste kammerater, som jeg har kendt i otte år, og gennem alle årene har han datet nogle kvinder, der ikke var så gode for ham,« siger 26-årige Sabine Nielsen.

Derfor blev de enige om at poste ham i gruppen for at prøve noget nyt, og fordi han var kørt død i overfladiske dating-apps.

»Jeg var bare træt af alt det der bullshit,« siger Mick Korsgaard og uddyber:

Mick Korsgaard, 28 år.
Mick Korsgaard, 28 år. Foto: Jonas M. Hinrichsen
Vis mere

»Specielt kvinder får rigtig mange tilbud fra fyre, og de søger ofte over standard. Sådan en som mig, der selv går op i, at kvinden skal være pæn, får ikke noget ud af dating-apps, fordi de kvinder, jeg finder attraktive, allerede har tusindvis af matches liggende i forvejen.«

Jo flere valg man har, jo mindre gider man at engagere sig, mener Mick Korsgaard, som fandt det forfriskende, at det for en gangs skyld var ham, der blev kontaktet af kvinder, efter han var blevet lagt op i gruppen.

»Jeg har faktisk fået rigtig mange henvendelser fra gruppens kvinder, men desværre bare ikke fra nogen, jeg synes, er min type,« siger den 28-årige single.

Så du er træt af det overfladiske, men du erkender også, at du selv er overfladisk?

»Jeg har det sådan, at jeg godt ved, hvad jeg har at byde på, og jeg forventer det samme fra en potentiel partner. Man må også godt være realistisk, når man tager kontakt til en anden. Når du er online, så er det overfladen, du rammer først.«

Kunne den her gruppe ikke have været en mulighed for at prøve noget nyt og tage kontakt til en, der ved første øjekast måske ikke var din type?

»Jeg har prøvet at gå ned på udseende og date under standard, men det kommer aldrig til at fungere for mig. Hvis jeg ikke tænder på hende, kan jeg lige så godt være venner med hende.«

Mick Korsgaard fortæller, at han har fået omkring 30 henvendelser fra kvinder i sin indbakke efter at have ligget godt tre måneder inde i gruppen. Dog har det været svært at finde tid til at svare alle tilbage, siger han:

Mick Korsgaard, 28 år.
Mick Korsgaard, 28 år.
Vis mere

»Men dem, der har givet sig tid til at skrive en ordentlig besked, har jeg typisk skrevet en pæn afvisning til.«

Selvom han ikke har haft held med at finde kærligheden gennem gruppen, ser han et potentiale i ideen, hvor man anbefaler dating-muligheder til hinanden.

»Jeg synes, det er et superfedt koncept. Måske er det bare ikke et koncept, der passer så godt til en person som mig, der er kræsen. Men hvis gruppen var større, og der kom en bredere vifte af typer, så tror jeg, det ville være en rigtig fed ting,« siger han.

Ville det fungere den anden vej, hvor I som fyre kunne anbefale jeres veninder i en gruppe?

»Jeg tror ikke, det ville være en særlig god idé. Generelt set er rigtig mange fyre nogle røvhuller, og det er mildt sagt.«

Hvordan det?

»Jeg er selv medlem af nogle herregrupper på Facebook og har godt set, hvordan mange af de her fyre behandler kvinder. Og jeg tænker bare, 'du er en idiot'.«

Mick Korsgaard fortæller, at han er medlem af en gruppe kun for mænd, hvor de 'advarer' hinanden mod forskellige kvinder. Han vil ikke fortælle, hvad gruppen hedder.

»Gruppen handler om, at hvis man er begyndt at se en pige, og man får lidt dårlige vibes, og der er nogle alarmklokker, der ringer, så kan man skrive derinde og høre, hvad andre folks erfaringer er med den her pige.«