Hvis du og familien tager til julegudstjeneste i Ølsted Kirke i det østlige Jylland, vil du inden for dørene blive mødt af Marianne Seeberg.
Hun er kirketjener i kirken, men denne ene dag vil du måske ane noget i hendes blik.
Marianne kommer nemlig ikke til at have lyst til at stå i kirken og tage imod dig juleaftensdag.
Men det er ikke, fordi den 61-årige kvinde ikke kan lide sit arbejde.

Hun er bare uforstående overfor, hvorfor hun overhovedet skal på arbejde 24. december.
»Det er jo rablende sindssygt, at der bliver holdt julegudstjenester. Rablende vanvittigt.«
Marianne skriver sig ind i koret af både eksperter, B.T.-læsere og andre menige danskere, der de seneste uger har diskuteret, hvorfor man lukker hele landet ned, men vil fastholde at afholde julegudstjenester med store forsamlinger.
Hun har allerede sendt én henvendelse til Kirkeministeriet, men der blev hun spist af med en henvisning til ministeriets retningslinjer.
»Vi er mange, der ikke forstår det her. Man lukker hele landet ned, men så skal vi samle en masse mennesker i kirken? Risikoen står slet ikke mål med gevinsten,« siger kirketjeneren og fortsætter:
»Det ville klæde folkekirken at tage et ansvar.«
Som kirketjener gør Marianne kirken klar, spritter af og tager så imod de mange gæster.
Derfor føler hun sig også som den usynlige – men nok mest sårbare i forhold til coronavirus – ansatte i kirken.
»Det er jo det mest frustrerende. Når folk kommer i kirken, ser de præsten, organisten og så videre. Men ingen lægger mærke til kirketjeneren, og det er jo os, der er mest sårbare,« siger Marianne og uddyber:
»Vi står i døren og byder velkommen, deler sangark ud, viser folk på plads, holder øje med folks behov under gudstjenesten og så videre.«
Selv er Marianne 61 år, har flere kroniske sygdomme og har desuden en bedre halvdel, der for alvor er i risikozonen.
Derfor synes hun bestemt ikke om, at hun nu ender med at være tvunget til at møde op i Ølsted Kirke og potentielt hive smitten med hjem.
»Det er jo helt vanvittigt, og så skal man høre på folk, der henviser til bibelske steder og siger, at man ikke skal frygte noget. Det har jo intet med det at gøre, og virus er altså ligeglad med salmesang og bønner,« siger hun.
Derudover har Marianne også svært ved at forstå, at man fra regeringens side vælger at lukke ned for en masse private erhverv, mens kirken får lov at holde åbent.
»Her er der jo ingen, der går konkurs eller fallit. De andre, der bliver bedt om at lukke ned, får et økonomisk efterslæb, der kan ende med en personlig katastrofe og arbejdsløshed. Her er der intet at miste. Det koster ingenting at lukke,« siger hun.
B.T. talte fredag med flere eksperter om de kommende gudstjeneste, og i den forbindelse advarede begge om at afholde juletraditionen.
»Myndighederne mener ikke, det er uforsvarligt, men jeg mener, man løber en meget stor risiko. Selvom jeg havde lyst, kunne jeg aldrig drømme om at gå i kirke i den nuværende situation,« sagde Nils Strandberg, læge og tidligere direktør i Statens Serum Institut, blandt andet i artiklen, som du kan læse her.


