At kirkerne ikke for længst er blevet bedt om at lukke ned i juledagene skaber bekymring ude i samfundet. Både eksperter, kirkepersonale og borgere frygter en stigning i smittetallene.

Hele 2445 personer har i skrivende stund skrevet under på en underskriftindsamling, der vil lukke kirkerne over jul eller som minimum forbyde sang.

Underskriftindsamlingen er lavet af præster, kirketjenere, organister og kirkesangere fra hele Danmark, der er bange for, at folk bliver smittet, selvom retningslinjerne overholdes.

»Vi føler en knude i maven over at skulle passe vores arbejde denne jul, fordi vi ved, hvor mange mennesker kirken kommer til at samle, uden at kirken kan garantere for deres sikkerhed,« lyder det i underskriftsindsamlingen.

Knuden i maven deler de kirkeansatte med Eskild Petersen, læge og adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

»Jeg kan ikke se, det giver mening. Det er jo ikke en livsnødvendig situation, selvom der er stor tradition for det. Men situationen er ikke under kontrol,« siger Eskild Petersen.

På et døgn er det daglige antal nysmittede nemlig steget med knap 12 procent. Fra 4034 personer torsdag til 4508 fredag.

»Med mine professionelle overvejelser, set ud fra et smittemæssigt synspunkt, er det ikke det rigtige at holde kirker åbne. Vi får superspreder-events, hvor nogle bliver smittet, men som ikke ville være blevet det, hvis de ikke var gået i kirke.«

Det bakker Nils Strandberg, læge og tidligere direktør i Statens Serum Institut, op om.

»Ikke et eneste andet kulturarrangement er åbent, og hvis vi skal være sammen, er det max ti personer. Men så har vi kirken, hvor op imod 500 deltagere kommer. Ganske vist med to meters afstand, men hvis der synges, er to meter ikke nok,« siger Nils Strandberg, der lige som Eskild Petersen mener, at sang smitter otte meter.

»Myndighederne mener ikke, det er uforsvarligt, men jeg mener, man løber en meget stor risiko. Selvom jeg havde lyst, kunne jeg aldrig drømme om at gå i kirke i den nuværende situation.«

Torsdag holdt Mette Frederiksen en spørgerunde på Facebook, hvor hun netop blev spurgt til, hvorfor kirkerne holdes åbent. Her var svaret, at regeringen har stor respekt for, hvor stor en betydning religion har, og at jul er en vigtig kristen højtid.

»Der gælder nogle ret skrappe restriktioner for gudstjenester, afstand og salmer (...) Det er vigtigt for rigtig mange mennesker at kunne komme og dyrke sin religion eller finde den fred eller den ro, som mange finder i kirken,« siger Mette Frederiksen i spørgerunden.

Men der er altså også rigtig mange mennesker, der ikke forstår, hvorfor kirkerne må være åbne over julen. Det kan man blandt andet se i kommentarsporet til spørgerunden, hvor mange spørger til netop dette.

Nogle af spørgsmålene lyder:

  • Hvorfor lukker du ikke kirker og moskeer? Det må være mindst lige så let, som at lukke alt mulig andet.
  • Kirkerne holdes åbne – hvorfor – virker ikke rationelt?
  • Vi er mange, der arbejder i Folkekirken, der er nervøse og utrygge ved at skulle gennemføre en masse gudstjenester i julen. Lad nu kirken lukke ned med alt andet.
  • Hvorfor holder I kirken åben? Som medarbejder i kirken er jeg meget nervøs over at have tre tjenester i to forskellige kirker.

Opråbene og bekymringerne omkring kirkerne har fredag fået kirkeminister, Joy Mogensen, til at bede sundhedsmyndighederne tjekke restriktionerne for kirker, for at sikre at julegudstjenester ikke bidrager til smittespredning.