Maria mistede sin mor – coronakrisen tvang familien til hård beslutning

»Det er, som om det hele er sat på standby. Jeg græder nu, men det er, som om jeg ikke har forstået det, fordi man ikke kan komme igennem de skridt, der gør, man forstår det. At man sidder i kirken, ser en kiste, bærer den ud og står og siger farvel, gør det mere virkeligt, og det er vi blevet begrænset i. Det er, som om det ikke er virkelighed.«

Ordene kommer fra Maria Deis, der 10. marts mistede sin mor, Marianne, og efterfølgende midt i sorgen blev hun sat i et ubærligt dilemma.

Et dilemma, der understreger alvoren ved den coronavirus, der lige nu rammer mange familier verden over. Også Maria Deis'.

Ikke fordi de er syge, men de mærker konsekvenserne og er blevet sat i en hård venteposition, efter Marianne Deis gik bort efter at have kæmpet bravt mod en uhelbredelig kræftsygdom.

For på grund af restriktionerne som følge af coronavirus var det begrænset, hvor mange de kunne være i kirken for at sige farvel.

Og arrangementet efterfølgende, som Maria Deis har kaldt 'Rødvin og Røverhistorier', kunne heller ikke gennemføres, hvis alle, der kendte Marianne Deis, skulle have lov til at deltage.

Derfor stod familien tilbage med et svært valg. Skulle de allernærmeste have lov til at sige farvel, eller skulle familien vente til den dag, det igen er tilladt at være flere samlet?

»Det er også svært for os at sidde og vurdere, hvem der er de nærmeste. Vi ved jo godt, hvem det er fra familien. Men der kan jo godt være en veninde eller arbejdskollega, som har været mere tæt, end familien har. Hvem skal tage beslutningen om, hvem der skulle med? Det virkede helt mærkeligt at sige 'du er ikke tæt nok til at deltage'. Så blev det pludselig negativt, at man skulle sidde og fravælge folk,« fortæller Maria Deis.

Derfor måtte familien onsdag tage en hurtig beslutning. Valget blev, at afskeden, der ellers skulle have fundet sted torsdag den 19. marts, blev udsat.

Marianne Deis er blevet kremeret, og familien kan derfor hente urnen og have den, indtil det en dag bliver muligt at holde en bisættelse i kirken, hvor alle kan være med. For det var også Marianne Deis' sidste ønske.

»Vi vil stadig gerne holde en mindehøjtidelighed. Hun har skrevet nogle ord til os, og der stod blandt andet, hun gerne ville have, folk mødes og fortæller de gode historier. Det skulle ikke være noget sørgeligt, det skulle være alle de gode ting. Personligt vil vi jo gerne, og når det er hendes sidste ord, er det særligt vigtigt for os, at det bliver sådan,« fortæller Maria Deis.

At de bliver mange til afskeden, er Maria Deis ikke i tvivl om. Moren havde en stor omgangskreds med både kolleger, veninder og venner, hun havde mødt i blandt andet gymnastikverdenen.

Hun var en hjertevarm kvinde, der altid stod klar til at hjælpe, ville gøre alt for sin familie og børnebørn, og hun sørgede altid for, at alle havde det godt. Hun satte alle andre før sig selv i en sådan grad, at hun i den sidste tid måtte mindes om, at det var okay at sige fra.

For to år siden blev hun kåret til 'Danmarks Super Bedste', og at hun betød noget for mange mennesker, fik Maria Deis for alvor at mærke i efteråret.

»Hendes veninder skulle se en gymnastikopvisning i Odense, hvor de tilbød at komme og hente min mor. De ville gerne have hende med derover. De vidste godt, hun ikke kunne være med og ikke selv kunne komme derover. De tilbød at hente hende i en privat bil, så hun også kunne blive kørt hjem noget før. Jeg synes bare, det siger noget om, hvor stor en del af sammenholdet hun har været,« fortæller Marias Deis, der er tydeligt rørt.

Tiden er hård for familien lige nu. Venner kan ikke komme forbi med knus og kram, men Maria Deis har dog oplevet, de har været søde til at stille noget uden for døren.

Hvornår hun kan få lov til at sige det endelige farvel til sin elskede mor, ved hun ikke endnu, men hun håber, befolkningen tager restriktionerne omkring coronavirus alvorligt. For jo hurtigere det sker, jo hurtigere kan hun, familien og Marianne Deis' venner og kollegaer tage afsked.

»Det er, som om sorgprocessen er sat i stå for alt det praktiske. På et eller andet tidspunkt rammer den også rigtig hårdt. Når man så skal mødes, bliver det hele revet op igen. Så kan man komme igennem det der. Det er ikke til at sige, hvor længe vi skal gå i en venteposition,« siger hun.