73-årige Annette Hoeg fra Helsingør er dybt taknemmelig for de danske myndigheders hjælp.

For to dage siden sad hun i Marokko med sin mand, sin bror og svigerinde og frygtede pludselig, at de ikke kunne komme hjem til Danmark.

Den 7. marts, da de tog afsted på deres årlige forårsferie til Marokko, forestillede de sig ikke, at de kunne komme i problemer.

Der var ikke corona-udbrud i det nordafrikanske land, alle de snakkede med kunne ikke se, hvad der skulle ske ved, at de tog derned, og statsminister Mette Frederiksen havde på det tidspunkt endnu ikke lukket grænsen og bedt danskere i udlandet om at komme hjem.

Forleden annoncerede Marokko imidlertid, at man lukkede international flytrafik, og så fik Annette Hoeg og hendes familie pludselig travlt.

»Det var meningen, at vi skulle være dernede i 14 dage. De første dage slappede vi godt af, men der gik panik i os til sidst,« fortæller Annette Hoeg til B.T..

De lokale marrokkanere tog situationen stille og roligt, men Annette Hoeg og hendes familie fulgte med på tv og kunne se corona-situationen udvikle sig hastigt.

»Vi kontaktede den danske ambassade i Rabat og meldte os på danskerlisten. Vi var totalt afhængige af udenrigsministeriet, der guidede os helt fantastisk,« fortæller Annette Hoeg videre.

Privatfoto

På grund af den urolige situation havde hun svært ved at sove om natten, og derfor for hun også op af sengen, da hun natten til tirsdag modtog en mail på sin telefon om, at Norwegian havde frigivet billetter tilbage til Danmark.

»Vi købte straks billetter. En time senere sagde de marrokanske myndigheder, at alle fly ville blive indstillet, hvilket gjorde os urolige, men min datter skrev, at det skulle vi ikke tænke på. Vi skulle bare skynde os ud til lufthavnen.«

Annette Hoeg og familien fik pakket deres ting og hoppede tidligt om morgenen i en bil for at køre mod lufthavnen.

»En mand fra udenrigsministeriet ringede til mig tre gange i løbet af turen og understregede, at vi godt kunne komme afsted. At vi bare skulle fortsætte. Det synes jeg er flot,« fortæller Annette Hoeg.

(KÆRE LÆSER. HAR DU OPLEVET NOGET LIGNENDE ELLER BARE EN CORONA-HISTORIE, DU VIL DELE MED LÆSERNE SÅ SKRIV TIL KRDN@BT.DK)

I lufthavnen i Marrakech stod der ingen information om, hvornår flyet til København ville lette. Der var proppet med mennesker foran gaten, så de var bange for, om der overhovedet var plads til alle.

»Det lykkedes at komme med. Vi havde masker og handsker på hele dagen og sprittede os konstant af. Der var faktisk ingen problemer med at få håndsprit dernede.«

I dag er hun lettet over at være hjemme i Helsingør, hvor hun og manden er gået i 14-dages karantæne. Hun roser udenrigsministeriet til skyerne for at hjælpe dem igennem den hektiske rejse og understreger, at de oprigtig talt ikke havde forestillet sig, at de ville komme i problemer.

Nogle af vores læsere vil formentlig tænke, at det var dumt at I rejse ud til at starte med?

»Ja, og vi havde det som sagt også oppe at vende, før vi tog afsted, men alle sagde, at det ikke var noget problem. Ellers var vi heller ikke taget afsted, for vi er jo gamle mennesker.«

Hun tilføjer:

»Så kan man sige, at det var letsindigt, og i bakspejlet kan vi godt se, at det var det måske også, men på det tidspunkt følte vi ikke, at det skulle blive så kaotisk.«