Der har været et stort, negativt fokus på den ellers succesfulde Søndervangskole i Aarhus, da den i ugens løb har stået på mål for en række anklager om snyd.
Først kom det frem, at elever angiveligt skulle have fået ekstra tid til den skriftlige afgangsprøve i dansk uden at være berettiget til det.
Torsdag kom der så yderligere beskyldninger mod skolen. Nemlig at ledelsen skulle have orienteret lærere om, hvilke fag eleverne ville komme op i, samt ladet lærerne overskride mængden af den tilladte hjælp til at udarbejde synopser. De skulle også have hjulpet eleverne med at udforme klager over deres karakterer.
Herefter var flere politikere ude at forlange en grundig redegørelse over forløbet om mulig snyd med afgangsprøver på Søndervangskolen.
Den redegørelse kom torsdag aften på en mail, men det er en ommer. Den er nemlig alt for mangelfuld. Det mener både Venstre og Socialdemokratiet i Aarhus byråd, skriver JyllandsPosten.
»Jeg har indtryk af, at en del af de spørgsmål, jeg tidligere har sendt til rådmanden om sagen, ikke er besvaret i redegørelsen,« siger udvalgsforkvinde Eva Borchorst Mejnertz (S).
Hos Venstre forlanger de, at der bliver skitseret et tidsforløb, hvor der bliver præciseret, hvem der vidste hvad og hvornår.
Skolen er tidligere blevet fremhævet af blandt andet Lars Løkke Rasmussen, fordi den havde hævet karaktergennemsnittet.
Allerede onsdag udtalte Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sig til Politiken om sagen, hvor hun sagde, at hun »aldrig havde hørt om noget lignende«.
Og torsdag kritiserede rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom sagen.
»Snyd og fifleri hører helt generelt ikke hjemme på skoler, hvor jeg er rådmand. Det siger sig selv, at det er uacceptabelt, og det kan jeg kun tage afstand fra,« sagde han til B.T. Aarhus
Han tilføjede, at han blev bekendt med, at der er sket fejl på skolen efter en henvendelse i marts 2019, og at der har været fulgt op ledelsesmæssigt både før og efter.
Børn og Unge i Aarhus Kommune er blevet bedt om at udarbejde redegørelser om sagen til kommunens Børn og Unge-udvalg samt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Den kom torsdag aften, men den er de nu blevet bedt om at lave om igen.
De har indtil 6. oktober til at aflevere redegørelsen til sidstnævnte, hvilket er samme dag, som Børn og Unge-udvalget behandler sagen.


