Hvis du har besøgt en af vestkystens perler, har du måske bidt mærke i det.

Turister er der nok af, men antallet af taxaer er ikke fulgt med.

TV Midtvest skriver, at især restauranterne oplever, at der ikke er nok taxaer langs vestkysten.

De har talt med ejeren af restaurant Sandgaarden, der ligger i Søndervig, og her har manglen på taxaer fået den konsekvens, at de selv har valgt at tage hånd om transporten af gæster.

En lille minibus fragter nu kunderne hjem efter deres mættende måltider.

»Det er utilfredsstillende, når man gerne vil yde en god service, og jeg kan godt frygte, at folk vil vælge os fra, fordi de ikke kan komme hjem,« siger ejer Lars Pinholt.

Sandgaarden er ikke alene. En undersøgelse fra brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turismeerhvervet viser, af tre ud af fire virksomheder, der ikke er befinder sig i større i byer, oplever en mangel på taxaer.

TV Midtvest har været i kontakt med flere taxaselskaber i området, der beretter, at det simpelthen ikke kan betale sig for dem at køre i området.

Derfor efterlyser de mere støtte fra kommunen.

En ny taxalovgivning fra 2017 gør nemlig, at taxaselskaberne ikke er bundet af et geografisk område. Og siden da er flere altså søgt mod større byer, hvor der er flere potentielle kunder.

Men den lovgivning ønsker formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, revideret, så de igen bindes op på et geografisk areal.

Transportministeriet oplyser dog, at der ikke ændres på det, før en planlagt evaluering er foretaget i 2022.