Vi har vænnet os til at bruge mundbind, og det tyder ikke på, at vi slipper for dem lige foreløbigt.

Således vurderede Søren Brostrøm i weekenden, at vi nok kommer til at bruge dem i et vist omfang, selv når coronapandemien er bag os.

Nu viser en ny undersøgelse foretaget af Coop Analyse, at rigtig mange danskere vælger at genbruge engangsmundbindene. Det viser sig, at under 20 procent af deltagerne kun benytter dem en enkelt gang, inden de skifter dem ud.

De fleste benytter dem 2-3 gange, mens 27 procent benytter dem mindst fire gange.

Modelfotos af person med mundbind fotograferet i Ringsted, søndag den 25. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Modelfotos af person med mundbind fotograferet i Ringsted, søndag den 25. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Men det er helt naturligt og en del af normal menneskelig adfærd, påpeger eksperter:

»Det kommer ikke bag på mig. Er man i en forretning i 5-10 minutter, og derefter skal videre, er det meget naturligt, at mange genbruger dem. Man skal også være realistisk. Når hele befolkningen skal bruge mundbind, stod det klart, at de ideelle krav aldrig ville blive opfyldt fuldstændig,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

Han bakkes op af Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet:

»Det kommer ikke bag på mig, da man ikke kan tage et nyt på, hver eneste gang man går ind og ud af en butik. Så skulle man have en hel rygsæk med. Og de ville også komme til at flyde alle vegne.«

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet fotograferet i København, mandag den 26. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet fotograferet i København, mandag den 26. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

De understreger dog begge, at det er vigtigt, at man husker at udskifte dem regelmæssigt og ikke benytter dem over flere dage. Man skal fortsat have fokus på hygiejnen og bruge sin sunde fornuft:

»Jeg står ikke og bypasser den principielle anbefaling, at papirsmundbind er til engangsbrug, men man bliver nødt til at kigge pragmatisk på det. Man skal dog sørge for at skifte dem hver dag, fordi de mister effekten efter et par timer. Og ellers kan man bruge stofmundbind,« lyder det fra Hans Jørgen Kolmos.

Har man dem på for længe ad gangen, bliver de fugtige, og så filtreres luften ikke. Dermed vil mundbindene miste sin effekt:

»Det er jo klart, at de skal filtrere luften, og genbruger man dem for længe, vil der ophobes infektiøst materiale i mundbindene over tid,« siger Allan Randrup Thomsen.

Mads Claus Rasmussen

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside oplyses det også, at 'engangsmundbind generelt bør kasseres, men at man med fordel kan genbruge dem, hvis det drejer sig om korterevarende brug, som ved et toiletbesøg på restauranten, ved indkøb i butikker eller hvis man blot skal et enkelt stop med bussen'.

Undersøgelsen, foretaget af Coop Analyse, viser også, at det særligt er mænd, der genbruger mundbindene. 24 procent af kvinderne benytter dem kun én gang, mens det blot er 14 procent hos mændene. 33 procent af mændene benytter dem mindst fire gange, inden de skiftes ud.

Det kommer heller ikke bag på hverken Allan Randrup Thomsen og Hans Jørn Kolmos, idet kvinder generelt er bedre til at have fokus på hygiejnen.

»Hvis man eksempelvis går ind på toiletter, er der stor forskel på mænd og kvinder. Kvinder er også bedre til at vaske hænder. Så det er forventeligt,« siger Allan Randrup Thomsen.

Mundbind har været et krav i den kollektive trafik siden midten af august. Sidenhen blev det udvidet, så det nu også omfatter andre offentligt tilgængelige områder, som detailhandel og restauranter.

Der er endnu ingen forlydender om, hvornår eventuelle krav til mundbind vil blive ophævet.