Matematikundervisning fra sengen og idræt over Google Meet.
Det har været hverdagen for landets skoleelever siden december. Men nu skal det være slut for de ældste af folkeskoleeleverne. Det mener et flertal af danskerne i en ny måling fra YouGov.
Her svarer 65 procent, at de vil have samtlige af landets 9. og 10. klasser tilbage i klasselokalerne.
Fra på mandag er dét tilfældet for alle de elever, der bor på ikke-brofaste øer som eksempelvis Læsø og Samsø, men for de øvrige af landets afgangselever er der stor forskel på, hvordan skoledagene kommer til at se ud.
For 9. og 10. klasseselever, der bor i Jylland, på Fyn samt Vest- og Sydsjælland, gælder det, at de kan vende tilbage i klasselokalerne hver anden uge.
De afgangselever, der bor i resten af Danmark, kan se frem til én ugentlig skoledag, hvor de kan se klassekammeraterne direkte i øjnene. Det skal dog foregå udenfor.
Det er regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, der står bag den nye genåbning, og hos de borgerlige partier har planen fået en kritisk modtagelse.
Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er en hån mod skoleeleverne.
»Regeringen jubler nu over, at skolebørn kan møde i skole EN dag om ugen – udendørs. Utroligt, at regeringen ikke forstår, hvor alvorligt det står til med børnene. Utroligt, at de ikke søger inspiration i for eksempel Norge, som kan sende børn afsted med de rette forholdsregler! Vores børn trænger til at komme i skole! Regeringens melding i dag betragter jeg mest af alt som en hån mod skoleeleverne,« lød det tirsdag aften fra formanden på Facebook.
Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kalder genåbningen for sparsom.
»Det dur ikke, at mange mennesker lige nu efterlades uden håb og tro på, at det bliver deres tur. Venstre har lavet en konkret plan i tre faser og lagt den frem for statsministeren. Lad os nu komme i gang. Hver dag tæller for vores børn, unge, ældre og erhvervslivet,« skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.