Syv til otte millioner kroner.

Så mange penge mener Ole Rath Petersen, at han over årene har mistet i indtjening på grund af de forskellige anlægsarbejder, der har været i Odense centrum.

Han har osteforretningen Producenten, der ligger i Nørregade, og som til næste år har 100-års jubilæum.

Skal den nå forbi sit jubilæum og klare sig ind i fremtiden, kræver det dog, at letbanen bliver lavet færdig, og at man igen åbner bymidten. Sådan lyder det klare budskab fra ostehandleren.

I 2022 har Producenten i Nørregade eksisteret i 100 år.
I 2022 har Producenten i Nørregade eksisteret i 100 år. Foto: Foto: Privat
Vis mere

»Jeg frygter, at vi ikke klarer den. Jeg har set adskillige forretninger i området dreje nøglen rundt, og vi kan ikke blive ved sådan her.«

Han siger, at selv i de perioder, hvor Nørregade ikke har været underlagt vejarbejde, har de alligevel været hårdt ramt af byggeriet. Kunder fortæller, at de vælger Producenten fra, fordi det er svært at komme ind til butikken.

»Jeg føler, jeg bliver straffet dobbelt. Først er der det tab, vi lider ved, at folk har svært ved at komme til butikkerne, og så er det manglen på kapital udefra. Vi ville jo gerne investere i at forbedre butikken, men banken lukker kassen i, fordi de ikke tror på os,« siger Ole Rath Petersen.

»Hvis man ikke har penge, er man jo låst fast.«

Nu ser Ole Rath Petersen – som selv kontaktede B.T. Odense i frustration over Odense Kommune, letbanen og de mange byggerier i centrum – frem til, at byen bliver sig selv igen, og at han kan begynde arbejdet med at få sine kunder tilbage i butikken.

For selvom der i disse dage ikke er vejarbejde i selve Nørregade, så betyder det noget, at omkringliggende gader er ramt.

»Det var dengang, man gik i gang med Thomas B. Thriges Gade-projektet, at jeg mærkede en nedgang i indtægt fra den ene dag til den anden. Derefter kom der arbejde med letbanen, og det er alt sammen med til at påvirke indre by,« siger Ole Rath Petersen.

Ostehandleren oplevede ikke, at han blev lyttet til af de forskellige myndigheder. Hverken fra letbanens eller kommunens side har han oplevet lydhørhed.

Heller ikke da der var en fra ekspropriationsnævnet ude og vurdere, var der nogen hjælp at hente.

»Hans konklusion var, at jeg kunne søge, men jeg ville ikke få nogen støtte,« siger forretningsejeren.

Og det er ikke kun virksomheden, som har lidt på grund af de mange byggerier, der har været  i området.

»Det er egentlig ikke, fordi jeg vil ind i en lang snak om helbred, men det har ikke været en sund måde at leve på, og jeg har fået forhøjet blodtryk på grund af situationen,« siger Ole Rath Petersen.

Økonomien har lidt under de mange byggerier, der har været i gang i den indre by, men derudover er humøret også et andet, end det var tidligere.

»Nogle uger har jeg arbejdet 75 timer for at få det hele til at løbe rundt, og man kan mærke, at energien ikke er der længere. Lysten bliver mindre og mindre.«

Butikken og Ole Rath Petersen har klaret sig igennem på egen kapital og ved, at ejeren i perioder ikke har udbetalt penge til sig selv.

Er der ikke et hensyn at tage til en by i udvikling, hvor nogle forretningsdrivende bliver påvirket?

»Jo, det er forståeligt, at der må være noget vejarbejde ind imellem, og jeg har også oplevet, at man lavede noget det år, jeg købte virksomheden. Det tog tre måneder og kostede mig 300.000 kroner i omsætning, men det er ok. Det må være sådan med mellemrum,« siger ejeren.

»Jeg mener bare, at det skal have sin ende nu med alt det byggeri. De er jo også interesserede i, at vi små forretningsdrivende overlever ombygningen af den indre by,« siger han.

Den forretningsdrivende mener, at man i de kæmpe budgetter, der er lagt for letbanen, burde have sikret penge til de erhvervsdrivende.

Ole Rath Petersen nævner også, at en løsning kunne have været, at Odense Kommune havde sendt noget arbejde i hans retning.

B.T. Odense har været i kontakt med by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) og Odense Letbane for at få kommentarer til sagen, men det er ikke lykkedes inden deadline.

Vi ville gerne have haft svar på, hvordan man vil sikre de erhvervsdrivende frem til afslutningen af byens mange byggeprojekter.

Ole Rath Petersen har haft forretningen i Nørregade i 17 år. Inden Thomas B. Thriges Gade blev lukket ned, havde han fem ansatte plus en ungarbejder. I dag er de tre tilbage.