Meget ufrivilligt har Mamma's Pizzeria på Dalumvej måttet bryde deres princip med overvågning.
Det sker efter et indbrud natten til mandag, hvor en eller flere gerningsmænd har stjålet pizzeriaets pengeboks med byttepenge.
Ifølge køkkenchef Ali Hamid Kazem er indbruddet magen til et, der blev begået for tre-fire måneder siden. I begge tilfælde har gerningsmænd brudt en nøgleboks op og låst sig ind.
»Det er præcis samme handling som sidst, hvor vi oplevede, at nogen havde taget pengekassen,« siger han.
Indtil nu har restauranten af princip ikke haft overvågning, men efter to indbrud er man nu klar til at opgive det princip.
»Vi vil ikke overvåge vores personale, det er et princip, vi har,« siger han og fortsætter:
»Vi har tillid til vores ansatte, og man føler sig overvåget, når der er overvågning i butikken. Der er også nogle særlige regler for overvågning, så vi tænkte, vi ikke ville rode med det,« siger Ali Hamid Kazem.
Men på grund af de to indbrud, føler Ali Hamid Kazem, at de er nødsaget til at bryde deres princip med overvågning.
Og på grund af omstændighederne kan Mamma's kunder mandag kun betale med dankort eller MobilePay.
»Men jeg tror, at man allerede fra i morgen kan betale med kontanter igen,« siger Ali Hamid Kazem.
Indbruddet er meldt til politiet, og køkkenchefen opfordrer alle, der har set eller hørt noget mistænkeligt ved pizzeriaet natten til mandag, til at henvende sig med oplysninger til Fyns Politi.

