»Da jeg så den, brød jeg grædende sammen.«

Sådan siger Anette Kjersgaard. Hun er indehaver af restauranten Bar Rye i det indre København. Torsdag morgen blev hun som tusindvis af andre små erhvervsdrivende og selvstændige mødt af en besked i e-Boks, der i værste fald kan koste hende alt.

Beskeden er udsendt af Erhvervsstyrelsen til 5.000 udvalgte selvstændige og 8.000 udvalgte virksomheder og behæftet med et krav om en revisorerklæring.

De mange revisorerklæriger skal fungere som en stikprøvekontrol af statens 30 milliarder kroner store coronahjælpepakke til erhvervslivet.

Ifølge DR, som først beskrev sagen, kan en sådan revisorerklæring løbe op i 12.000-20.000 kroner.

Og det er et voldsomt beløb for mange selvstændige eller mindre virksomheder, der på grund af corona ikke har en mulighed for at tjene penge.

»Jeg har haft min lille restaurant her i København i to år. Det er gået rigtig godt. Men så kom corona,« siger Anette Kjersgaard til B.T.

Fordi hendes restaurant i Indre By i København måtte lukke 9. december sidste år, da regeringen på ny indførte en stor, landsdækkende nedlukning, har hun været afhængig af de kompensationer, som staten udbetaler via hjælpepakker.

Anette Kjersgaard i sin restaurant BAR RYE i Indre København.
Anette Kjersgaard i sin restaurant BAR RYE i Indre København. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Hun har ingen anden indtægt.

Men regningerne tikker stadig ind hver måned. Hun får dækket husleje og nogle få andre ting af hjælpepakkerne, men udstyr i restauranten som eksempelvis kaffemaskine, forsikring mv. skal hun selv betale for.

Og det begynder at kunne mærkes. Ikke mindst fordi udbetalingerne fra hjælpepakkerne gang på gang er forsinkede.

»Sidst, jeg fik udbetalt kompensation for, at de har tvangslukket os, var 28. februar. De er måneder bagud med kompensationen, og nu kommer den her regning til en revisor så oveni.«

»Det kan hurtigt koste 15.000 kroner. Og jeg har ikke nogen penge, så jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dem henne. Jeg har ikke engang til husleje, som det er nu. Så det er en dødsdom,« siger Anette Kjersgaard.

Hun opdagede selv den frygtede mail fra Erhvervsstyrelsen i sin e-Boks torsdag morgen.

»Da jeg så den, brød jeg grædende sammen. Så ringede jeg ind til Erhvervsstyrelsen og brød grædende sammen igen,« siger hun.

»Det eneste, de kunne sige, var, at jeg snart kan åbne min restaurant igen, når nedlukningen udfases. Men det kan jeg ikke bruge til noget, når det er nu, jeg mangler penge,« uddyber hun.

Lige nu er Anette Kjersgaards restaurant lukket. Og derfor bløder hun penge.
Lige nu er Anette Kjersgaards restaurant lukket. Og derfor bløder hun penge. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Netop regningen til den revisorerklæring, som tusindvis af erhvervsdrivende i disse dage skal se frem til at budgettere med, kan man ikke få økonomisk hjælp til.

Og det betyder ifølge Birgitte Feldborg, formand for Danske Soloselvstændige, at det kan blive brutalt for mange små eller selvstændige erhvervsdrivende.

»Regningen kan være afgørende for, om virksomhederne vælger at sige, at de nu vil de lukke og slukke for denne her gang,« siger hun til DR.

For Anette Kjersgaard er det et desperat råb om hjælp.

Ellers overlever hendes forretning ikke.

»Revisorerne vil have deres penge up front, for de er godt klar over, at der er mange små forretninger, som måske ikke overlever. Hvis jeg skal betale den revisorregning nu, så lukker jeg i morgen,« siger hun.