Freddy Jakobsen kunne ikke tro, hvad han så, da han loggede ind på Energistyrelsens hjemmeside.

»Det er fuldstændigt uanstændigt, det de laver,« siger han.

Hjemme i Kerteminde sad fynboen ellers onsdag morgen klar til at skyde en ansøgning afsted for at få en bid af de 250 millioner kroner, der ville blive sluppet fri i den såkaldte Bygningspulje til energivenlige boligforbedringer.

Ansøgningsportalen ville åbne klokken 10 efter først til mølle-princippet, var det på forhånd meldt ud. Utålmodigt klikkede Freddy Jakobsen sig dog ind hos Sparenergi.dk allerede lidt før.

»Jeg tjekkede allerede tirsdag, om man kunne gøre noget klar, men det kunne man ikke. Onsdag prøvede jeg så klokken 9.15 for igen at se, om jeg kunne gøre noget klar til klokken 10. Så kan jeg se et ur, der tæller ned, men samtidig bliver jeg tildelt et nummer i en kø,« siger Freddy Jakobsen, der forsøgte at ansøge på sønnens vegne til en totalrenovering af hans hus.

Freddy Jakobsen fik nummer 11.352 i køen – og da alle 250 millioner i puljen var opbrugt sent onsdag aften, var han endnu ikke kommet igennem. Han frygter nu, at alle penge er gået til folk, der loggede ind og fik en plads i køen længe før det udmeldte åbningstidspunkt. Som han selv ved et tilfælde – forgæves – gjorde.

»Jeg er rasende, for det vil sige, at der er ingen, der er logget ind præcis klokken 10, der har fået noget. Det er ikke værdigt for det samfund, vi lever i, at borgere skal søge på lige vilkår efter først til mølle-princippet, hvor man så åbner længe før. Det er helt til grin. Hvis det starter klokken 10, burde det starte klokken 10.«

B.T. er blevet kontaktet af flere andre danskere med lignende oplevelser af at have stået forgæves i kø i et halvt døgn. Og også kommentarsporet på Energi.dks Facebook-side er rødglødende på en måde, der muligvis kunne opvarme mange danske hjem ganske energivenligt.

  • 'Var inde præcis klokken 10.00.02 – blot for at modtage besked om, at jeg var nr. 25.475 i køen,' som det lyder fra en bruger.
  • 'I opfordrer folk til at få lavet energimærke, således man kan søge om et energitilskud, og så er det kun en brøkdel (eller dem som var klar over køen startede FØR klokken 10.00) der har en chance,' lyder det fra en anden.
  • 'I kunne godt have skrevet, at man kunne stille sig i kø FØR klokken 10. Jeg loggede ind på slaget 10, og der var 32.000 foran mig. Derefter snakkede jeg med en anden, der var kommet i kø før klokken 10 … jeg synes, at det er fejt,' skriver en tredje.
  • 'Har siddet i kø som nummer 29.555 siden klokken 10 nul dut, hvor køen jo (officielt) startede. Her godt syv timer senere er der stadig 23.069 ansøgere foran mig,' lyder det fra en fjerde.
  • 'I kaldte det 'først til mølle'. Jeg kalder det et unfair lotteri, som jeg og mange andre allerede har tabt i, kan jeg se,' konstaterer en femte.

Hos Energistyrelsen fortæller man i et skriftligt svar til B.T., at der har været stort pres på ansøgningsportalen. Derfor havde man oprettet et såkaldt digitalt 'venteværelse' i timerne op til åbningen klokken 10 for at tage presset af serverne.

'Venteværelset er oprettet, da ansøgere ellers kunne drage fordel af at være logget ind på systemet inden klokken 10 og få adgang uden om køen. I venteværelset har man ikke fået tildelt et nummer, da køen først er dannet umiddelbart efter klokken 10,' lyder det.

Men den videre forklaring viser, at Freddy Jakobsen og de mange andre utilfredse ansøgere har ret i deres mistanke om, at langt de fleste tilgængelige midler er gået til ansøgere, der opholdt sig i 'venteværelset' eller loggede ind præcis klokken 10.00.00 i Energistyrelsens system. Ikke 16 sekunder over 10, men præcis klokken 10.

'Ved åbningen af portalen klokken 10.00 har ansøgere i venteværelset og ansøgere, der er ankommet umiddelbart efter klokken 10.00 (frem til klokken 10.00.15, red.), fået tildelt et kø-nummer uafhængigt af, hvornår de ankom til venteværelset. Ansøgere, der er logget på efter klokken 10, er blevet tildelt fortløbende kø-numre i takt med, at de er logget på,' lyder det.

Sådan ser ansøgningsportalen ud nu, efter at pengene er væk.
Sådan ser ansøgningsportalen ud nu, efter at pengene er væk.
Vis mere

Der er yderligere to ansøgningsrunder i år, og Energistyrelsen 'evaluerer løbende ansøgningsprocessen for bygningspuljen'.

'Det vil vi også gøre i forbindelse med denne ansøgningsrunde, og erfaringerne fra denne runde vil indgå i vores arbejde med at forbedre ansøgningsportalen inden den kommende ansøgningsrunde,' lyder det i det skriftlige svar til B.T.

Alt det kan Freddy Jakobsen ikke rigtigt bruge til noget.

»Problemet er lidt, at man ikke må påbegynde arbejdet, før man har fået bevilget tilskuddet. Den næste runde bliver først efter sommerferien, og så kan vi ligge stille med arbejdet indtil da. Men får vi igen samme skuffelse, så kan man jo lige så godt gå i gang nu uden tilskud,« siger han.

Der er afsat i alt cirka 2,5 milliarder kroner i Bygningspuljen, der skal uddeles i årene 2020-2026.