Sorøs borgmester, Gert Jørgensen, belastes nu yderligere i en sag, hvor han anklages for vennetjenester og særbehandling af en vens søn.

B.T. kan i dag afsløre, hvordan en mail sendt til borgmesteren viser, at han allerede inden et omstridt møde med entreprenøren Steen Hahn Andersen var velinformeret om hans køb af en ejendom ud til Sorø Sø og planer om at lave lejligheder.

»Som jeg læser mailen, ved de begge godt, hvad det handler om. Så der må have været en dialog. Det er der ingen tvivl om. Det er med til at underbygge, at de er meget tætte og har en særlig kontakt til hinanden,« siger Socialdemokratiets Jakob Meibom, der også er næstformand for Teknikudvalget i Sorø Kommune.

Byggesagen vækker opsigt i den vestsjællandske by, fordi Steen Hahn Andersen, der er søn af borgmesterens afdøde ven og politiske læremester Ib Hahn Andersen, skal bruge en række dispensationer for at føre lejlighedsprojektet ud i livet.

Gert Jørgensen anklages for at have givet særbehandling til en entreprenør, som er søn af hans politiske læremester.
Gert Jørgensen anklages for at have givet særbehandling til en entreprenør, som er søn af hans politiske læremester.
Vis mere

Efter et møde med borgmesteren står Steen Hahn Andersen nu til at få vedtaget et helt tillæg til kommuneplanen.

Mødet med borgmesteren holdt Steen Hahn Andersen og hans arkitekter 19. juni 2020.

Det blev sat i stand, umiddelbart efter at Steen Hahn Andersen havde købt ejendommen på adressen Trautnersvej 24 i Sorø i maj 2020, viser mailkorrespondance, B.T. har fået aktindsigt i.

Som beskrevet i B.T. tidligere skrev Steen Hahn Andersen blot en mail om, at han ønskede et møde, hvorefter borgmesteren prompte svarede, at det ville han gerne, og at han i øvrigt ville tage en ‘en konstruktiv sagsbehandler med’.

Det er Steen Hahn Andersens første mail til borgmesteren efter købet af ejendommen, som vækker opsigt.

'Jeg håber alt er vel hos dig. Jeg har sammen med min rådgiver Arki-plus udarbejdet volumentegninger for Trautnersvej 24. Disse tegninger vil vi gerne præsentere og diskutere med kommunen,' skriver Steen Hahn Andersen til borgmesteren den 11. juni 2020.

Enhedslistens medlem af kommunalbestyrelsen Bo Bjerre Mouritzen bemærker, hvordan entreprenøren går lige til sagen i mailen med to klare præmisser:

At borgmesteren er vidende om, at han har købt Trautnersvej 24.

Trautnersvej 24 Sorø er blevet køb af en entreprenør, der kender borgmesteren. Nu vil han rive sidebygningen ned og indrette lejligheder med borgmesterens velsignelse.
Trautnersvej 24 Sorø er blevet køb af en entreprenør, der kender borgmesteren. Nu vil han rive sidebygningen ned og indrette lejligheder med borgmesterens velsignelse. Foto: Kasper Løjtved/Byrd
Vis mere

At borgmesteren er vidende om, at han har planer om at bygge til og derfor indforstået kan skrive, 'at der er udarbejdet volumentegninger'. De viser, hvor meget byggeriet kommer til at fylde.

»Hvis jeg skulle tolke på den mail, så vil jeg sige, at der ikke er tvivl om, at Steen Hahn Andersen har haft dialog med borgmesteren inden,« siger Bo Bjerre Mouritzen.

Borgmester Gert Jørgensen afviser:

»Jeg var vidende om, at han havde købt ejendommen. Men jeg har ikke talt med ham og drøftet sagen med ham inden.

Hvem har fortalt dig, at han havde købt Trautnersvej 24?

»Jeg kan ikke huske, hvem der nævnte det for mig. Det må være nogle i gadebilledet, som vidste, at Steen havde købt huset,« siger Gert Jørgensen.

Den forklaring køber Bo Bjerre Mouritzen ikke:

»De må have kommunikeret inden, når Steen Hahn Andersen skriver så indforstået. Steen Hahn Andersen kan jo heller ikke vide, hvad borgmesteren ved, medmindre han har talt med ham,« siger han.

Steen Hahn Andersen siger:

»Jeg kan ikke huske, om jeg har talt med ham inden.«

Kan du have mødt ham eller ringet til ham inden....

»Umiddelbart kan jeg ikke huske det, så jeg kan ikke svare dig på det. Det er jo to år siden,« siger han.

Kommunalplantillægget til Steen Hahn Andersen er allerede sat på skinner, og det ventes vedtaget af et snævert flertal i byrådet bestående af De Konservative, Venstre og Nye Borgerlige. Dog mangler der en høring af naboerne, som er i gang, og som fortsætter frem til oktober.