Frygtelige klip. Massive, uværdige svigt.
Retorikken er skarp fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der nu har set den efterhånden famøse TV 2-dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden'.
En dokumentar om forholdene på plejehjemmet Kongsgården, hvor blandt andre 90-årige Else Marie Larsen har boet. Det er netop takket være hendes familiemedlemmer, at dokumentaren er blevet til.
De ønskede at få afdækket forholdene på plejehjemmet. Forhold, som de mente, var under al kritik. Sågar livsfarlige.
Men vejen til offentliggørelse har som bekendt været lang, for i Vestre Landsret blev der på foranledning af Aarhus Kommune nedlagt fogedforbud mod at vise netop de skjulte optagelser, der dokumenterer forholdene.
Ekstra Bladet – og også B.T. – besluttede at tilsidesætte forbuddet og vise klippene. Fogedforbuddet blev droppet, og nu ligger dokumentaren endelig tilgængelig på TV 2 Play.
I 'Plejehjemmene bag facaden' møder man foruden Else Marie Larsen en anden af samfundets svageste borgere.
Det er hjerteskærende fortællinger, mener sundheds- og ældreministeren, der natten til torsdag gik til tasterne på Twitter.
'Det er frygtelige klip, som såvel sundhedsfagligt som medmenneskeligt vidner om massive, uværdige svigt,' skriver han og fortsætter:
'Jeg går til opgaven med at styrke, forbedre og forandre vores ældrepleje med stor ydmyghed for opgavens vigtighed og utålmodighed efter resultater.'
Der skal ryddes op, mener ministeren, der tidligere har annonceret, at han vil invitere til såkaldt topmøde om den danske ældrepleje.
Sammen med Ældre Sagen, FOA og KL vil sundhedsministeren invitere både borgere, pårørende, ledere, medarbejdere og andre med viden om og interesse for ældreplejen til at bidrage med idéer og forslag til, hvordan ældreplejen skal se ud i fremtiden.
'Topmødet skal drøfte helt konkret, hvordan vi sikrer en værdig ældreplejen med fokus på pleje og omsorg og en kultur, der ser vores ældre medborgere som mennesker,' skrev han således i et Facebook-opslag 8. juli.
Hvornår det omtalte topmøde afholdes, er endnu uvist.

