Corona-nedlukningen har sendt danskerne i haverne – og det har givet anledning til, at forsikringsselskabet Alka nu kommer med et lille opråb.

Havearbejde er nemlig også lig med haveulykker – ofte med mænd i hovedrollen. Ulykker, der tit kan undgås, hvis man tænker sig om.

En undersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af Alka Forsikring, viser, at 84 procent af alle haveejere har lavet havearbejde den sidste måned, og næsten halvdelen af de adspurgte har været mere i have på det seneste, end de plejer.

Men selvom det for mange er hyggeligt at trække i havetøjet og gribe haveredskaberne, er det også forbundet med en vis fare. Særligt for mænd.

Sagen er nemlig den, at næsten 9.000 årligt kommer til skade i deres haver, og hver 10. af disse må indlægges efterfølgende. I den statistik er mænd stærkt overrepræsenteret, forklarer Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alka Forsikring.

»Der er næsten dobbelt så mange mænd som kvinder, der kommer til skade ved havearbejde,« forklarer hun i en pressemeddelelse udsendt af forsikringsselskabet.

Da B.T. ringer til mandeforsker og psykolog Svend Aage Madsen for at spørge, hvorfor det forholder sig sådan, svarer han grinende:

»Mænd er som regel dårligere til at passe på sig selv.«

»Alle statistikker, hvad enten det er statistikker om trafikulykker eller arbejdsulykker, siger, at mænd kommer mere galt af sted end kvinder. Ligegyldigt, hvad du finder på, vil det lykkes nogle mænd at komme galt af sted.«

Det skyldes til dels, forklarer mandeforskeren, at mænd rent historisk altid har taget de tunge opgaver. I haven drejer det sig eksempelvis om klipning af hæk og beskæring af træer.

»Det genspejler sig i, at mænd udsættes for større risici og udsætter sig selv for større risici,« forklarer mandeforskeren.

Han uddyber, at det også i høj grad handler om produktivitet.

»Det er både opgaverne og måden, mænd går til dem, der udgør en dobbelt giftig cocktail,« lyder det fra Svend Aage Madsen, der uddyber:

»At føle og tænke først ligger ikke til måden, hvorpå mænd er gået til opgaver. De går bare i gang.«

Kvinder er langt bedre til lige at tænke en ekstra gang, før arbejdet sættes i gang, og det kan mænd måske lære noget af. Derfor er Svend Aage Madsens råd til mænd, der skal i haven de kommende solskinsdage, da også soleklart:

»Punkt et: Varm langsomt op. Det er måske lidt sent nu, men det plejer altid at være sådan, at man går ud første dag, og så får man ondt i ryggen efterfølgende.«

»Punkt to: Prøv at overveje risici, før du begynder at hamre, banke, slå, save og økse. Det er jo ganske dumt at bruge resten af havesæsonen på at humpe rundt på grund af en skade.«

De to råd er på mange måder på linje med dem, som Britta Bjerregaard fra Alka Forsikring kommer med. Mange skader kan nemlig undgås, hvis man bruger hovedet:

»Man skal huske sikkerhedsudstyr, men man kan også undgå mange skader ved at bruge sin sunde fornuft. De fleste af os ved godt, hvad vi bør gøre for at undgå ulykker,« lyder det fra skadedirektøren, der afslutter:

»Og så vil jeg foreslå, at kvinderne hjælper deres mænd med at huske at passe på sig selv.«