Er du en (heteroseksuel) cismand? Så er du formentlig mindre tolerant over for LGBT+-personer, end hvis du er en (heteroseksuel) ciskvinde.
Forskellen mellem kønnene ses tydeligt, når man ser på en spørgeundersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af B.T.
Eksempelvis mener 23 procent af de adspurgte personer, der betegner sig som mænd, at det er okay at bruge 'bøsserøv' som skældsord. Kun otte procent af kvinderne mener det samme.
22 procent af de adspurgte mænd væmmes, hvis de ser to mænd kysse. 10 procent af kvinderne har det på samme måde.
Tallene taler deres klare sprog, men de overrasker ikke læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet Christian Graugaard.
»Heteroseksuelle mænd er generelt mere homo-negative end heteroseksuelle kvinder. Det er en tendens, som vi kender fra talrige andre undersøgelser.«
Hvorfor er det sådan?
»I vores kultur er heteroseksualitet kort sagt maskulinitetens grundpille, hvorimod homoseksualitet er en maskulinitets-undergraver, som selv i 2020 truer den maskuline selvfølelse på en måde, som mange mænd finder ubehagelig og usikkerhedsskabende,« forklarer Christian Graugaard.
»Det handler om, at det i århundreder har været én af maskulinitetens vigtigste byggesten at forføre og erobre kvinder. Det er livsvigtigt for den klassiske maskulinitet, at den har et kvindeligt objekt og lægger larmende afstand til homoseksualitet. Det skal være klart og tydeligt for enhver, for så ved man, at der er tale om en 'rigtig mand'.«
Når kvinder i højere grad er tolerante, handler det om, at den kulturelle femininitet er bygget på helt andre værdier. Værdier, der ikke i samme grad har noget at gøre med seksualitet, fordi man i mange århundreder slet ikke opfattede kvinden som et seksuelt væsen.
»Femininitet – kvindelighed – handler i vores kultur om evnen til at vise omsorg, følelser, empati og den slags. Desuden er homoseksualitet slet ikke lige så 'farlig' for kvinder, fordi det ikke sætter spørgsmålstegn ved deres grundlæggende kvindelighed. Derfor er kvinder mere rummelige og forstående, for de har ikke nær så meget på spil som mænd,« forklarer Christian Graugaard.
Professoren understreger, at det altså ikke er, fordi heteroseksuelle mænd bevidst er mindre tolerante. Det handler om komplicerede historiske kræfter:
41 procent af de adspurgte mænd mener, at Pride-ugen er overflødig – at LGBT+-personer allerede har de samme rettigheder som alle andre. 28 procent af kvinderne svarede det sammeYougov-undersøgelse på vegne af B.T. i juni 2020
»Det er ikke sådan, at den enkelte mand sidder og tænker 'uha, nu må jeg hellere være negativ over for homoseksuelle, for ellers tror folk bare, at jeg selv er det'. I de fleste tilfælde foregår det på et ubevidst plan, fordi kulturen i århundreder har programmeret mænd til at føle ubehag ved homoseksualitet.«
Historien fortæller os dog også, at intet er statisk, og ifølge Christian Graugaard er vi da også på vej væk fra det mere firkantede syn på seksualitet og køn.
»Vi genforhandler stort set alt omkring os i disse år. Alle sandheder, alle stereotyper, kategorier, normer og begreber er til debat.«
Professoren henviser til eksempler som barsel til mænd, mænd i det, man tidligere kaldte 'kvindejob', og kvinder i traditionelle mandejob.
»Vi forstår i stigende grad maskulinitet og femininitet mere nuanceret.«
»Derfor kan man undre sig over, at der stadig er så store kønsforskelle i synet på homoseksualitet. Det siger noget om, at tunge kulturelle programmer kan være svære at få renset ud af harddisken, både hos den enkelte og i samfundet som helhed.«
»Det tager mange generationer at skabe kursændringer på et så grundlæggende område som dette. Men jeg håber og tror, at vi er godt på vej.«


