Både smilene og drømmene var store, da Mads og Mads smed hele opsparingen og kastede sig ud i deres iværksættereventyr.

Men den drøm skulle vise sig at briste.

De to barndomsvenner Mads Søgaard og Mads Theill Sørensen, som begge er 24 år, havde fået en bragende god idé, syntes de. I starten af corona fik de to venner, der begge bor i København, en trang til at komme væk fra bylivet og ud i naturen.

Så opstod tanken om at starte et glampingsted, som er en mere luksuriøs form for camping. Og med et specielt kuppeltelt, de havde i kikkerten, ville stedet kunne bruges uanset årstid.

Spændte, glade og med en stærk tro på projektet begav de sig ud på deres første iværksættereventyr. De bestilte et stort kuppeltelt hjem fra Kina og fandt hurtigt den perfekte lokation i Viby hos en dame, der havde en stor skovgrund, hun gerne ville udleje et stykke af.

»Vi følte, vi var i medvind, og selvom det også var hårdt, gik det meget efter bogen. Det hele kørte glidende,« fortæller Mads Søgaard.

De brugte de næste mange måneder på at sætte en terrasse op, klargøre teltet, indrette stedet og finpudse konceptet.

Alt var på plads, og 'Himle Himle' kunne blive en realitet. Troede de.

Alt var bygget og klar til at blive udlejet.
Alt var bygget og klar til at blive udlejet. Madeleine Carstensen

For de to førstegangsiværksættere kontaktede Roskilde Kommune for at finde ud af, om de skulle være opmærksomme på noget. Og det skulle de – nemlig en landzonetilladelse til at ændre fra privat grund til erhvervsgrund.

Inden de kontaktede kommunen, havde de forsøgt at spørge folk til råds og undersøge på egen hånd, men fordi deres kuppeltelt ikke er en helårsbolig, men heller ikke et telt, man lige piller ned, befandt de sig i en gråzone af, hvad de hører under, og det var derfor ikke så ligetil at finde ud af.

De to venner søgte om tilladelsen, som Roskilde Kommune havde informeret om – og fik afslag.

Kommunen vurderede projektet som en campingplads, og det betyder, ifølge lovgivningen, at projektet kun må opføres på allerede eksisterende campingpladser.

»Vi blev meget skuffede, kede af det og forvirrede,« siger Mads og fortæller, at de efter afslaget kontaktede alle i byrådet og borgmesteren i Roskilde Kommune, som førte til, at det blev taget op på et møde i forbindelse med kommunens nye planlovgivning. Men situationen var den samme.

Kommunen gav dem en måned til at fjerne deres nybyggede område, som ellers var færdig og klar til at blive udlejet.

»Det var syret at bruge lang tid på at gøre noget klar og så bare pille det hele ned igen,« fortæller Mads Søgaard.

»De sidste to måneder var vi slet ikke dernede, for vi havde så ondt i maven, når vi var der, fordi vi vidste, det ikke kom til at ske alligevel.«

For to uger siden pakkede de det hele sammen, og alt står nu opbevaret i en container. De to venner har mistet hele deres opsparing på 100.000 kroner – men drømmen har de ikke opgivet.

Mads Søgaard fortæller, at de håber at finde en ny lokation til projektet.

»Vi har en stærk følelse af, at det virkelig kan noget specielt, så det er helt klart vores drøm.«