Den omtalte spækhugger i Limfjorden er fortsat i live – men er nu blevet »et let bytte« for andre dyr.

Billeder taget mandag viser nemlig, hvordan måger er begyndt at hakke i hvalen.

Det har efterladt hvalen, der i forvejen er udmagret og solskoldet, med blodsår på ryggen, siger vildtkonsulent Ivar Høst, Naturstyrelsen.

»Det er udtryk for, at måger altid er på jagt efter let føde. Og når spækhuggeren ligger i lavvande med det meste af kroppen over vand – og når skindet i forvejen er medtaget, så er den et let måltid.«

Måger begyndte sidste år at hukke i den blødende spækhugger. Foto: Ivar Høst.
Måger begyndte sidste år at hukke i den blødende spækhugger. Foto: Ivar Høst. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men det ser ikke ret pænt ud,« lyder det fra Ivar Høst.

Spækhuggeren har efterhånden befundet sig i Limfjorden i en måned. Da spækhuggeren første gang blev observeret på lavt vand ved Hals, blev dyret trukket fri.

Herefter svømmede spækhuggeren ind til grønlandshavnen i Aalborg. Men dagen efter svømmede den tilbage til det samme område, hvor dyret fortsat er. Hvalen har ifølge vildtkonsulentens vurdering ikke taget føde til sig.

Og desuden lider den af dehydrering, hvilket kan ses på dens finne. Men ikke desto mindre er status mandag morgen, at den fortsat trækker vejret.

Meldingen har hele tiden været, at man ikke vil aflive spækhuggeren.

»Når vi ikke kan garantere, at det kan ske uden lidelse og smerte for spækhuggeren, så vil vi hellere lade være,« har Ivar Høst tidligere udtalt til Ritzau.

Og det er fortsat tilfældet, selvom andre dyr lige nu hakker i den.

»Vi overvejer hele tiden, om vi gør det rigtige. Men det gælder om at have den rigtige metode. Når det gælder om at aflive, skal det gøres på en forsvarlig måde, og det kan vi ikke se en løsning på nu.«

»Det skal også være sikkert for dem, der skal aflive den – og det kan vi ikke garantere, at det er lige nu.«

Ivar Høst hæfter sig også ved, at spækhuggeren støtter sig til bunden, så den ikke skal bruge kræfter på at komme op til overfladen. Hans formodning hidtil har været – og er fortsat – at spækhuggeren ikke har lang tid igen.

Vildtkonsulenten understreger dog, at dens tilstand kan ændre sig for minut til minut.