»Afgifter forhøjer bare prisen bredt set, og det er måske ikke lige tidspunktet for luftfart generelt.«

Sådan siger direktør i Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen, til TV 2 Nord.

Udtalelsen kommer i kølvandet på et nyt forslag fra SF, der foreslår en afgift på 100 kroner ved rejser indenfor Europa, 300 kroner på mellemlange rejser og 700 kroner på lange rejser.

Når Niels Hemmingsen udtaler, at tidspunktet er dårligt, henviser han til, at corona-pandeminen har sat luftfartsindustrien under pres med færre kunder.

Derfor er fokus lige nu på, at trafikken kommer tilbage på samme niveau som før corona.

Forslaget fra SF er stillet i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger.

Det er ikke første gang, at flyafgifter bliver diskuteret blandt politikere. Tidligere har SF, Enhedslisten og Radikale Venstre talt varmt om emnet.

Regeringen er ikke på nuværende tidspunkt klar til at følge op på forslaget om klimaafgift, men ingen forslag afvises på forhånd, lyder det fra klimaordfører Anne Paulin (S) ifølge Ritzau.