Kalvebod Fælled Skole kostede 400 millioner kroner at bygge og blev nomineret til Årets Skolebyggeri, da den stod færdig i 2018.

Nu tør Louise Sommer ikke sende sin datter i skole – og hun er langtfra den eneste.

Det skriver TV 2 Lorry.

For to uger siden begyndte loftplader på den spritnye skole at falde ned, og nu er også en solskærm faldet ned.

Fra tredje sal.

Det får nu Louise Sommer til at holde sin datter hjemme – og komme med en klar opfordring til skolens ledelse:

»Det er her, at vi som forældre siger: 'Nu stopper festen.' Vi er nogle, der holder vores børn hjemme, og så forventer vi, at de lukker skolen i nogle dage, så de kan gennemgå den fra a til å,« siger Louise Sommer til TV 2 Lorry.

Ifølge lokalmediets oplysninger har flere andre forældre truffet samme beslutning. Trods utrygheden i dele af forældregruppen er der ikke planer om at lukke skolen og etablere hjemmeundervisning.

Har du børn på skolen og/eller kender du ellers noget til sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk.

»Men jeg forstår godt dem, der ikke er trygge – især dem med meget små børn, som lige er startet og som i forvejen er utrygge. Når der så kommer en fysisk usikkerhed, så bliver man da bange,« siger formanden for skolebestyrelsen, Thomas Peter Olsen, til TV 2 Lorry.

Skolebestyrelsen presser på for at få skolens hovedindgang afspærret, så ingen kommer til skade. Solskærmen faldt ned foran netop indgangen.

Københavns Kommune sætter en ekstern undersøgelse i gang for at afdække, om der kan være flere problemer med bygningen.