Det er ufarligt at gå gennem områder med græssende køer.

Sådan lyder det fra Naturstyrelsen efter en ulykke i sidste uge, hvor en 67-årig kvinde blev trampet halvt ihjel af en eller flere ophidsede kreaturer på stranden på Helgenæs ved Aarhus Bugt.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Trods den alvorlig ulykke, hvor kvinden pådrog sig flere alvorlige indre kvæstelser, mener Naturstyrelsen ikke, at der er grund til at skærpe sikkerheden i området.

»Vi mener, at det er sikkert at færdes der, hvis man følger anvisningerne. Ved hver eneste låge ind til indhegningen er der sat skilte op med anvisninger på, hvordan man skal færdes i området. Man skal blandt andet holde god afstand til dyrene, og hvis man har hund med, skal den holdes i kort snor,« siger skovrider Peter Brostrøm fra Naturstyrelsen Kronjylland til avisen.

For en uges tid siden gik kvinden en tur med sin mand, to døtre og en svigersøn på stranden på sydkysten af Helgenæs.

Det er et område, hvor der både er offentlig adgang, men som også er en del af en indhegning, hvor Naturstyrelsen har kreaturer gående for at pleje naturen.

På stranden kom også et par med en hund i snor. Hunden opskræmte køerne, som fik jaget både hund og ejer ud i vandet.

Derefter stak hunden – hvis snor ejeren nu havde mistet – af ind på land med de rasende køer efter sig.

Uheldigvis havde dyrene direkte kurs mod den 67-årige kvinde, som blev væltet og trampet ned af en eller flere af køerne.

Hun blev kort efter hentet i redningshelikopter og fløjet på intensiv på Randers Sygehus.

Her er hun stadig indlagt med blandt andet et knust skulderblad, punkterede lunger, en brækket overarm og ni brækkede ribben.

Ifølge Stiften blev en hund i snor trampet ihjel af køer i det samme område i 2017.

Skovrider Peter Brostørm kalder ulykken forrige lørdag for »et sort uheld«.

Han understreger, at køerne er godmodige dyr, der normalt holder sig væk fra mennesker, hvorimod de opfatter en løs hund som et rovdyr.

Naturstyrelsens holdning er, at området skal være for alle. Både mennesker, køer og hunde.