Den normalt travle metrostation er næsten tom for mennesker den onsdag formiddag.
Det samme er toget, som langsomt kommer kørende ind til tiden kl. 9.40. I en af kupeerne følger en kvinde Lonni med øjnene, helt indtil de står foran hinanden inde i toget.
»Vil du ikke træde ud af metroen?« spørger kvinden i slut-30'erne med rolig stemme.
»Du er asiat, og jeg føler mig ikke sikker på, at du ikke har coronavirus.«
Ordene giver ikke mening for 37-årige Lonni, som blev adopteret fra Sydkorea som helt lille.
»Mener du det seriøst?« spørger hun kvinden og træder chokeret to skridt ud af metroen.
»Jeg er ikke racist, men er bare bekymret for mine to børn derhjemme,« svarer hun.
Dørene lukker, og metroen forlader stationen Aksel Møllers Have på Frederiksberg i København. Lonni forstår ikke, hvad der lige er sket. Det stopper dog ikke der.
TIP OS: Har du haft lignede oplevelser? Kontakt B.T. på matu@bt.dk.
En metromedarbejder kommer hen og beklager situationen og siger, at hun bare skal tage det næste tog. Kort efter træder en mand i 40'erne, som også venter på toget, hen til Lonni.
Han siger, at han ikke er tryg ved, at hun tager metroen, hvis hun har corona.
»Jeg sagde, at jeg ikke har corona. For fredens skyld gik jeg op ad metroen,« fortæller Lonni, der ikke ønsker at bruge sit efternavn. Hændelsen skete i sidste uge, men sidder stadig i hende.
»Det var en skræmmende oplevelse. Hun kiggede kun på min hudfarve og antog, at jeg havde coronavirus. Jeg har aldrig oplevet den slags i Danmark før, og det viser, at tingene er anderledes nu,« siger hun.
»Jeg håber, hverdagen kommer tilbage, så jeg ikke behøver at tænke over min hudfarve mere.«
Lonni er ikke den eneste, der har oplevet mistillid og diskrimination, siden coronavirussen ramte Europa.
Det har ramt flere af asiatisk udseende og kinesisk oprindelse i bølger de seneste mange uger.
Eksemplerne findes også i Danmark, fortæller flere kinesiske studerende til B.T.
En af dem er Chloe Zhang, der har studeret på Aalborg Universitet det seneste halve år.
For to uger siden matchede hun med en dansk mand på datingtjenesten Tinder.
»Det første, han gjorde, var at kalde mig 'corona'. Jeg skyndte mig at slette ham,« fortæller hun.
Det samme skete senere den uge, da Chloe og nogle af hendes kinesiske venner var ude på en bar i byen.
En midaldrende kvinde fik øje på dem og kaldte dem 'corona' lige op i deres ansigt. Hun føler også, at folk i det offentlige rum er begydt at stirre på hende inden for de seneste dage og uger.
»Jeg forstår ikke, at den slags sker i et veluddannet samfund som Danmark,« siger Chloe Zhang.
»Men jeg frygter flere af den slags konfrontationer i fremtiden.«
En anden kinesisk studerende, der er bosat i København, fortæller, hvordan hun to gange har oplevet, at folk med det samme fjernede sig fra hende, når hun trådte ind i metroen.
For Lonni var oplevelsen i metroen et eksempel på, at frygt kan få det værste frem i mennesker.
Hendes største bekymring er ikke kun, at det samme kan ske igen, men at det kan ske for nogle, som er meget yngre end hende selv. Nogen, som ikke kan ryste den slags af sig.
»Det kunne lige så godt have været et barn, som havde fået de kommentarer. Det skræmmer mig.«
